Lad mig indledningsvis opfordre mine uomskårne mandlige læsere til et lille vovet eksperiment.
Prøv engang at trække forhuden så langt tilbage, den kan komme, og læg så mærke til, hvor raffineret en anatomisk struktur den i grunden er.
Først ligner den et skræddersyet betræk, som man kender det fra sportsvogne og dyre yachts - en primitiv, fysiologisk kaleche, der fint skærmer pikhovedet mod sollys og unødig slitage.
Dernæst vender den så at sige vrangen udad - og man bemærker, hvordan dens slimhindebeklædte inderside gradvis kommer til syne for på forunderligste vis at dække så godt som hele penisskaftet.
Vupti. Fra at være et lidt kedsommeligt futteral har forhuden forvandlet sig til den fineste og mest følsomme erogene overflade. Til gavn og glæde for pikkens ejermand. Og hans mulige sengekammerater.
LÆS OGSÅ
Kort sagt: Forhuden er hverken et dødt hylster eller et ligegyldigt evolutionært rudiment - snarere er den et genialt udtænkt tandhjul i mandekroppens seksuelle mekanik, og enhver, der er så heldig at have en forhud, vil kende til dens sjældne talenter inden for både samleje og onani.
Dermed ikke sagt, at man ikke kan fornøje sig erotisk uden en forhud (det ved jeg fra mine muslimske og jødiske venner, at man kan), blot må jeg på sexologiens vegne nedlægge energisk protest, når forhuden reduceres til en formålsløs hudflap, som blev tilovers i Vorherres store kødsnedkeri.
Bevares, den syner ikke af meget hos en nyfødt purk. Men giv ham 15 år og 50.000 pirrelige følenerver, så skal I se løjer og grønlangkål.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar