Grabberne væk fra forhuden!

Lad mig indledningsvis opfordre mine uomskårne mandlige læsere til et lille vovet eksperiment.

Prøv engang at trække forhuden så langt tilbage, den kan komme, og læg så mærke til, hvor raffineret en anatomisk struktur den i grunden er.

Først ligner den et skræddersyet betræk, som man kender det fra sportsvogne og dyre yachts - en primitiv, fysiologisk kaleche, der fint skærmer pikhovedet mod sollys og unødig slitage.

Dernæst vender den så at sige vrangen udad - og man bemærker, hvordan dens slimhindebeklædte inderside gradvis kommer til syne for på forunderligste vis at dække så godt som hele penisskaftet.

Vupti. Fra at være et lidt kedsommeligt futteral har forhuden forvandlet sig til den fineste og mest følsomme erogene overflade. Til gavn og glæde for pikkens ejermand. Og hans mulige sengekammerater.
LÆS OGSÅ


Kort sagt: Forhuden er hverken et dødt hylster eller et ligegyldigt evolutionært rudiment - snarere er den et genialt udtænkt tandhjul i mandekroppens seksuelle mekanik, og enhver, der er så heldig at have en forhud, vil kende til dens sjældne talenter inden for både samleje og onani.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan fornøje sig erotisk uden en forhud (det ved jeg fra mine muslimske og jødiske venner, at man kan), blot må jeg på sexologiens vegne nedlægge energisk protest, når forhuden reduceres til en formålsløs hudflap, som blev tilovers i Vorherres store kødsnedkeri.

Bevares, den syner ikke af meget hos en nyfødt purk. Men giv ham 15 år og 50.000 pirrelige følenerver, så skal I se løjer og grønlangkål.

Sommerens forhudsdebat har været usædvanlig langstrakt og ond i sulet, og i både juli og august føg avisspalter, debatprogrammer og blogs med modstridende forskningsresultater og skarpe personangreb.

Har omskårne mænd og deres partnere forøget risiko for at udvikle seksuelle problemer - eller er der tværtimod livskvalitetsgevinster at hente i det operative indgreb? Lider drengebørnene overlast ved operationen - eller er der tale om et kirurgisk snuptag, som kan udføres uden risiko og mén?

Og kan man overhovedet anfægte rituel omskæring uden at have antisemitiske dagsordner eller være en hjerteløs regelrytter uden sans for årtusindgammel folklore?

Personligt synes jeg egentlig, det er ret ligetil:

Man fjerner ikke funktionelle legemsdele fra raske børn, og selv om jeg fuldt ud anerkender omskæringens kulturhistorie og stærke socialitet, lever vi altså i en moderne sekulær retsstat, hvor religiøse praktikker gennem århundreder er blevet bøjet, formet og tilpasset det omkringliggende samfund, uden at troens kerne af den grund er forvitret.

Som troende må man selvsagt være pragmatisk, og de hellige skrifter er fyldt med love og påbud, som selv den mest ortodokse ville kvie sig ved at håndhæve i 2012. Det afgørende må vel være troen.

Eller som gamle Paulus formulerede det: »Omskærelse betyder ikke noget, og forhud betyder ikke noget, men det at holde Guds bud«.

Nå, jeg vil nødig indlade mig på en lang teologisk diskussion, lige så lidt som det efter min mening er frugtbart at skæve til videnskaben efter endegyldige svar. Problemets kerne ligger for mig at se et helt andet sted.

Det handler slet og ret om basale menneskerettigheder og om respekten for små og store verdensborgeres kropslige integritet.

Og mindreårige har da et helt særligt krav på beskyttelse, og FN's børnekonvention forpligter af samme grund de enkelte stater til at »tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed«.

Hvad pigeomskæring angår, er der da heller ingen slinger i valsen, hvor minimalt indgrebet end måtte være. Så hvorfor tøver vi, når det gælder drenge?

Forstå mig ret: Jeg har ikke det fjerneste imod rituel omskæring, ligesom jeg ser med undrende sympati på intimpiercing og elektrokemisk fjernelse af kønshår. Så længe der vel at mærke er tale om en autonom beslutning truffet af et habilt og myndigt individ.

LÆS OGSÅ

For er der ikke noget bizart i, at man i Kongeriget Danmark skal være 18 år for at få tatoveret en rose på underarmen, mens amputation af et stykke vitalt penisvæv kan foretages i flæng med henvisning til forældrenes religionsfrihed?

Statsministeren har netop bebudet, at regeringen vil se nærmere på de medicinske aspekter af drengeomskæring. Men dét kommissorium er efter min mening skuffende defensivt og adresserer jo ikke det langt mere presserende spørgsmål: Hvem ejer små drenges kønsorganer? Gør de ikke selv det?