Lad mig indledningsvis opfordre mine uomskårne mandlige læsere til et lille vovet eksperiment. Prøv engang at trække forhuden så langt tilbage, den kan komme, og læg så mærke til, hvor raffineret en anatomisk struktur den i grunden er. Først ligner den et skræddersyet betræk, som man kender det fra sportsvogne og dyre yachts - en primitiv, fysiologisk kaleche, der fint skærmer pikhovedet mod sollys og unødig slitage. Dernæst vender den så at sige vrangen udad - og man bemærker, hvordan dens slimhindebeklædte inderside gradvis kommer til syne for på forunderligste vis at dække så godt som hele penisskaftet. Vupti. Fra at være et lidt kedsommeligt futteral har forhuden forvandlet sig til den fineste og mest følsomme erogene overflade. Til gavn og glæde for pikkens ejermand. Og hans mulige sengekammerater.
LÆS OGSÅKan du give mig min forhud tilbage? Kort sagt: Forhuden er hverken et dødt hylster eller et ligegyldigt evolutionært rudiment - snarere er den et genialt udtænkt tandhjul i mandekroppens seksuelle mekanik, og enhver, der er så heldig at have en forhud, vil kende til dens sjældne talenter inden for både samleje og onani. Dermed ikke sagt, at man ikke kan fornøje sig erotisk uden en forhud (det ved jeg fra mine muslimske og jødiske venner, at man kan), blot må jeg på sexologiens vegne nedlægge energisk protest, når forhuden reduceres til en formålsløs hudflap, som blev tilovers i Vorherres store kødsnedkeri.

Bevares, den syner ikke af meget hos en nyfødt purk. Men giv ham 15 år og 50.000 pirrelige følenerver, så skal I se løjer og grønlangkål. Sommerens forhudsdebat har været usædvanlig langstrakt og ond i sulet, og i både juli og august føg avisspalter, debatprogrammer og blogs med modstridende forskningsresultater og skarpe personangreb. Har omskårne mænd og deres partnere forøget risiko for at udvikle seksuelle problemer - eller er der tværtimod livskvalitetsgevinster at hente i det operative indgreb? Lider drengebørnene overlast ved operationen - eller er der tale om et kirurgisk snuptag, som kan udføres uden risiko og mén? Og kan man overhovedet anfægte rituel omskæring uden at have antisemitiske dagsordner eller være en hjerteløs regelrytter uden sans for årtusindgammel folklore? Personligt synes jeg egentlig, det er ret ligetil: Man fjerner ikke funktionelle legemsdele fra raske børn, og selv om jeg fuldt ud anerkender omskæringens kulturhistorie og stærke socialitet, lever vi altså i en moderne sekulær retsstat, hvor religiøse praktikker gennem århundreder er blevet bøjet, formet og tilpasset det omkringliggende samfund, uden at troens kerne af den grund er forvitret.