Som eventyr betragtet er ’Tællelyset’ i bedste fald en middelmådig tekst, en ungdommelig stiløvelse, et første livtag med materie, sprog og genre.
Fortællingen om den uskyldshvide prås, som må overvinde alverdens falskhed og uforstand for at finde sin rette hylde, indvarsler – som det vil være ethvert barn bekendt – en grundtematik i Andersens vildtvoksende produktion: længslen efter at gennembryde de sociale konventioners lydmur og træde i lysende karakter, så selv de største ignoranter må pakke sig og luske slukørede bort.


























