Jeg havde besluttet mig for med trommehvirvler og valdhornsfanfare at dedikere denne uges klumme til Thomas Vinterberg og hans pletskud af en ny film, men som dagene er gået, er sagen vokset mig over hovedet, og sjældent har man set en dansk biografbasker afstedkomme så megen relevant samfundsdebat på så kort tid. Ja, faktisk er det ganske bemærkelsesværdigt, at skildringen af ømtålige emner som pædofili, incest, børneseksualitet og erotiske relationer mellem voksne og helt unge tilsyneladende kræver et kunstnerisk temperament for at blive vedkommende og få de afgørende nuancer med. LÆS OGSÅDebatten om pædofili er gået i selvsving Jeg tænker i al hast på Kristian Ditlev Jensens til stadighed læseværdige 'Det bliver sagt', på Margaux Fragosos 'Kun hvis du har lyst', på Bjørn Rasmussens 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet' og på litterære sværvægtere som Nabokovs 'Lolita', Manns 'Døden i Venedig' og Duras' 'Elskeren' og 'Elskeren fra Nordkina'.
Jeg tænker på Sally Manns provokerende fotografier. Og på spillefilm som 'American Beauty', 'Erindring om mine bedrøvelige ludere' og 'Festen', som vi knap nok har rystet af os, nu hvor instruktøren efter moden overvejelse forærer os dens mindst lige så øjenåbnende antitese. Kunstnerisk distance må der til, før vanskelige emner for alvor bliver nærværende, og jeg må sige, at jeg er imponeret over Vinterbergs stilfærdige livtag med kulturel dynamit. 'Jagten' fortæller en nødvendig historie om et ulykkeligt og uløseligt dilemma - og den gør det i et blæret formsprog og med artistisk virtuositet på alle etager: Hvornår har man sidst set en så afvæbnende uforfængelig Mads Mikkelsen, en så beige og tvivlstynget Susse Wold, en så hjerteskærende vankelmodig Thomas Bo Larsen? Og hvornår har man sidst oplevet et syvårigt barn så kvalificeret udfylde et biograflærred og gestalte det største indre drama med det mindste ryk med næsen? Glem alt om 'Hushpuppy' og 'Hugo'. Det er Annika Wedderkopp, som fortjener nobelprisen i overrumplende minimalmimik.
