Gik du også til fodbold som barn? Tro det eller lad være; det gjorde jeg. Bænkevarmeren her gik til fodbold i hele tre år. På et sandkassehold med masser af overivrige øl-mave-fædre, der aldrig selv fik realiseret drengedrømmen om en fodboldspillerkarriere.
Så stod de der side om side, stik i mod al fair-play-etik, og konkurrerede om, hvem der kunne råbe flest ”kom nu for helvede” og ”løb nu med hjem”-sætninger efter deres børn, der midt i det hele usikkert løb rundt på banen og prøvede at undgå at skuffe deres fædre. Overalt i samfundet har jeg siden min barndoms sommerdage mødt de samme krav, som de irriterende fædre på idrætsforeningens græsarealer havde til deres børn. Overalt bliver jeg konstant mødt af folk med tårnhøje ambitioner, forventninger og krav på mine vegne. Det gør dem mere negative end positive, og det har skabt en stresset ungdom, der paces frem og alt for sjældent får lov at være unge. Allerede i midten af vores skoletid står den på det første møde med UU-vejlederen, hvor man skal gøre sig de første tanker om ens fremtid, mens man i klasseværelserne skal have de bedste karakterer og præstere så godt, man kan.
