Både i Politiken og på facebook har debatten været voldsom de seneste dage. Debatten om de antifeministiske sider på nettet og især på facebook, der høster tusindvis af likes på jokes, der gør grin med især voldtægter af kvinder. Måske er jeg sart. Måske mangler jeg god humor. Eller måske er vi nået til et punkt, hvor grænsen er nået og hvor siderne i stedet for at være vittige ender med at være et bidrag til en sexisme, der i 2013 (!), gør det umuligt at bryde med nogle fastlåste, gamle kønsroller. Muligheden for at få kvinder på topposterne i vores samfund fremmes ikke af, at vi taler nedsættende om kvinder. Det samme er tilfældet med ligeløn og hvad måske endnu værre er, så tror jeg næppe, vi får flere kvinder til at melde det, hvis de er blevet forsøgt voldtaget, når vi lyster os over det og kalder voldtægter ?surprice sex? eller hopper med på den med, at ?et hul er et hul og en pik den kan vaskes,? som en facebookside så charmerende lyder. Jeg diskuterede det med min klasse forleden. ?Man prøver lidt at skabe et problem, der ikke er der,? blev der blandt andet sagt om debatten. Men problemet er der netop og det er tydeligt for enhver: godt og vel 75 procent af de kvinder, der bliver udsat for voldtægtsforsøg, melder det ikke til politiet. Det er ganske enkelt forfærdeligt, for det kan aldrig være ens egen skyld, når man bliver udsat for et overgreb af den slags. Alligevel må kvinderne føle det sådan og det er måske især grundet vores samfundssyn på kvinder. Før man påråber sig retten til ytringsfrihed, bør man påtage sig pligten og ansvaret til at vise hensyn til omverdenen og til de sørgerlige statistikker. Jeg meldte mig i går ind i Dansk Kvindesamfund i protest mod den øgede sexisme og mod siderne. Hvis man er enig, kan man gøre det samme her - hvis ikke, kan man jo overveje, om man ville fortælle sine dårlige jokes til nogle af de mange voldtægtsofre, der sidder med en smerte i livet. Det tror jeg næppe, man ville.