Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
PETER KLINT (arkiv)
Foto: PETER KLINT (arkiv)

Yahya. Påstanden om, at beskrivelser af den oplevede virkelighed i indvandrermiljøer fører til racisme hos 'de hvide', bør angribes.

Mikkel Andersson
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Pia Kjærsgaard har altså ikke omfavnet Yahya Hassan

Yahya Hasans digte har næppe skubbet til 'de hvides' racisme, men derimod åbnet nogles øjne for problemet.

Mikkel Andersson
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Virkeligheden er en sart, delikat plante, som man kun bør tale om med den allerstørste forsigtighed og i nænsomt afmålte doser. Særlig hvis man er udstyret med brun hud og indvandrerbaggrund, skal man være varsom med at sige alt for meget om sine erfaringer, hvis de ikke er positive.

Ellers risikerer man at forvandle sine hvidhudede medborgere til racister, der stemmer på Dansk Folkeparti.

Det er læren af det indlæg, som Politikens kronikredaktør og lederskribent Christoffer Emil Bruun udgav torsdag.

LÆS DEBAT

Egentlig er det ironisk i betragtning af, at Politiken om nogen har brugt Yahya som figenblad for at erkende, hvad stort set alle andre for længst har indset: At der er voldsomme problemer blandt den indvandrerunderklasse af overvejende muslimsk herkomst, der bor i de danske ghettoer. Problemer som er uløseligt knyttet til både kultur og religion.

Tidligere var dilemmaet for læserne af herværende avis ofte, hvorvidt man nøgternt kunne beskrive de problemer, selvom man dermed risikerede noget så forfærdeligt som at blive opfattet som delvist enig med Pia Kjærsgaard.

I mange år var svaret nej.

Af hensyn til den evigt omsorgskrævende tone i debatten forsøgte man i stedet enten at fortie de åbenlyst massive problemer i den ghettoiserede indvandrerunderklasse eller fremstille dem som et produkt af racisme i majoritetsbefolkningen.

I Danmark gik denne sære hensynsbetændelse i nogen grad over i løbet af nullerne. Ikke mindst som et resultat af en stadig mere åben debat om indvandring og islam.

Men selv på Politiken sker det, at folk får tilbagefald, eksempelvis når Bruun fremhæver, »at Hassan nemt, hvad enten han vil det eller ej, kommer til at gå Dansk Folkepartis ærinde.«

Det er en af mange påstande om, at højrefløjen generelt og DF i særdeleshed kan ’misbruge’ Yahya Hassan til uspecificerede fremmedfjendske formål, selvom der faktisk ikke er nogen, der har givet eksempler på, at det er sket.

Pia Kjærsgaard har ikke omfavnet Yahya, men erklæret, at hun ikke kan lide hans digte, og derudover har DF i øvrigt ikke beskæftiget sig videre meget med ham, hvilket nok også skyldes, at nyere dansk lyrik aldrig har fyldt særlig meget blandt partiets mærkesager.

LÆS DEBAT

Tværtimod er den gruppe, der for alvor har omfavnet og idoliseret Yahya, den kulturradikale og Politiken-læsende klasse. For når noget så eksotisk som en belæst og tydeligvis talentfuld ekskriminel indvandrer udgiver digte på Gyldendal, kan man endelig anerkende visse problemer uden risiko for kakkelbordskolonihavebøvs og svinehundsracisme.

Man kan med rette anholde denne identitetspolitiske fiksering på afsenderen som hyklerisk. Ikke desto mindre er det et uomgængeligt gode, at man nu, også blandt læsere af Politiken, kan diskutere og forholde sig til problemerne i Ghettodanmark.

Så længe man end ikke anerkender eksistensen af problemerne, men blot vælger at ignorere eller benægte dem, bliver enhver løsning umulig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men fortielsen er ikke desto mindre den vej, som Christoffer Emil Bruun i forblommede vendinger gør sig til talsmand for. For hvis man som indvandrer taler om de problemer, man selv har oplevet, risikerer man nemlig, at ’den hvide offentlighed’ vil blive bestyrket i sin ’latente racisme’.

Åbenbart findes der ikke en fælles dansk offentlighed, som alle er en del af på godt og ondt, men derimod segregerede enklaver af ’hvide’ og ’brune’ offentligheder.

Og hvis man vil vove at tale til eller om den ene eller anden gruppe, skal det gøres med den allerstørste varsomhed og ekstrem hensyntagen, da det åbenbart er nærmest umuligt at forstå hinandens erfaringsverden og referencerammer hudfarverne imellem.

Christoffer skriver naturligvis ikke direkte, at Yahya ikke skulle have udgivet sine digte. Yahya må blot forstå, at han med sin uhæmmede deling af egne erfaringer gør sig medansvarlig for racistisk stigmatisering af sin etniske gruppe. Og så kan den næste med indvandrerbaggrund, der overvejer at skrive om sine erfaringer, jo tygge lidt på, hvilke konsekvenser han eller hun bør drage af det argument.

For det svenske Aftonbladets skribent, der anmeldte Yahya Hassans digte, blev konsekvensen fortielse. Hun har selv indvandrerbaggrund og fortæller, at hun også har erfaringer med ’patriarkalsk vold i intimsfæren’, som hun dog ’umuligt’ kan skildre for en ’hvid offentlighed’.

Så hvis der foregår overgreb i ’brune’ familier, er det noget, man, hvis der endelig skal tales om det, må holde inden for gruppen og ikke afsløre over for medborgere med forkert hudfarve. De vil ikke kunne forstå det, i hvert fald ikke på den rette måde. Så hellere vælge fortielsen, tavsheden og skyldspålæggelse af dem, der som Yahya bryder tavsheden og dermed potentielt udsætter resten for had og racisme fra den hvide majoritets side.

Så når Bruun skriver, at »efter Hassan skal etniske minoriteter med vold og magt udlevere hele deres forløjede kulturelle baggrund, og hvis de ikke gør det, er det udtryk for selvcensur,« er der tale om et stråmandsargument.

Ingen stiller krav til nogen om at tvangsudlevere erfaringer og da slet ikke med vold og magt.

Men påstanden om, at beskrivelser af den oplevede virkelighed i indvandrermiljøer fører til racisme hos ’de hvide’, bør angribes.

For de hændervridende betænkeligheder og floskuløse opfordringer til ’nuancering’ og ’selvkritik’, som Christopher Emil Bruun opfordrer til, dækker grundlæggende over en insisteren på, at man accepterer og overtager hans eget og hans ligesindedes syn på både kunst og offentlig debat som et sted, hvor udsagn skal vurderes lige så meget på afsenderens hudfarve som på deres gyldighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Såfremt man er brun, skal man passe på med at beskrive virkeligheden alt for virkeligt (i hvert fald hvis den skulle flugte med noget, Pia Kjærsgaard har sagt eller kunne have sagt, sandt eller ej), og hvis man er hvid, skal man erkende, at man ganske enkelt ikke magter at forholde sig nøgternt til problematikken på grund af ens antageligvis privilegerede status som ’pæredansk’ eller ’intellektuel herremand på en kulturredaktion’, som Bruun skriver.

Antageligvis er kronikredaktører på Politiken dog undtaget denne intellektuelle herremandsmentalitet, når de belærer deres medborgere om, hvad de, alt afhængig af hudfarve, skal passe på med at mene og skrive.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden