Helle Thorning-Schmidt har ikke fået tildelt de bedste kort ved det politiske pokerbord. Men i en trang stund - og dem kommer der rigtig mange af - må hun erindre sig selv om følgende to ting: 1) Det er vælgerne, der har sammensat et Folketing, som begrænser S-lederens magt, idet hun er tvunget til at arbejde bredt over midten, jævnfør den radikale styrke. 2) Hun har med sin sejr startet fremtiden op for et socialdemokratisk parti, som var noget lammet af mantraet om, at 'de gamle kunne, de unge er talentløse'. Det sidste først. Helle Thorning-Schmidt skylder ingen noget. Sejren tilhører hende. Og ingen andre. Den kolde analyse er, at det kun er gennem det seneste års tid, at Thorning-Schmidts projekt har lignet noget, der måske kunne levere en statsminister. Tiden fra hendes valg til formand og indtil for ca. et år siden har været brolagt med nedture i en sådan grad, at de fleste i dag nævner det forhold, at hun kunne tage tæskene, som hendes største styrke. I sejrens stund er det let at glemme, hvordan Helle ofte stod ydmyget tilbage af især tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som opfatter hende som en letvægter. Og let at glemme, at hun stod der alene og tog sine prygl, imens hendes partifæller lå i dækning under bordene. Ikke underligt, at hun har gjort sig hård og ikke er én, der bliver klappet ind og ud af partiets gruppemøder i det daglige. At være socialdemokratisk partileder og gennem årene leve med, at partiet ikke vokser over de kritiske 30 procent er næsten et umenneskeligt job. Og læg hertil, at hun gennem årene hele tiden er blevet målt op imod 'de fire store', som havde regeringsmagten gennem 1990'erne. Også jeg har frem til i torsdags jævnlig - blandt andet i denne avis' spalter - taget mig til hovedet over inkompetencen og den fumlende og lidt naive måde, som S-lederen har opereret på. Ubevidst - og bevidst - er hun blevet målt op imod, hvordan Nyrup-regeringen fungerede efter ti år ved magten, med al den erfaring der følger heraf. Fair? Næ, men uomgængeligt, og så er vi fremme ved Thorning-Schmidts andet særkende: Hun er ikke vokset op i bevægelsen. Hun er kommet om bord som voksen og er altså ikke vokset op som politiker i skyggen af Poul, Mogens, Ritt og Svend, med de komplekser, som det naturligt kan give en efterfølger. Med den nye regering er S kommet videre. Regeringen vil udgøre en ny historisk milepæl, som man måler partiet ud fra. Og måske er det det bedste, som Thorning-Schmidt med det nye flertal har bragt partiet. Hun skylder ikke nogen noget. At hun ejer sejren alene giver en utrolig styrke. Og den skal jeg hilse og sige, at hun får brug for. Dagligdagen bliver et helvede. Den nye regeringschef sidder på det tyndest tænkelige mandat. Hun er selv - med en lidt visionsløs politik i bagagen og som et aldeles ubeskrevet blad, når det kommer til at udføre praktisk politik - blevet svækket ved endnu et historisk dårligt valgresultat for Socialdemokraterne. Løkke blev fravalgt. De radikale er styrket, idet vælgerne vil have et bredt samarbejde i tinget. En naturlig reaktion på VKO's tid og på det forhold, at regeringen skal administrere en krise, ikke en optur. De radikale er nu enorme, og SF risikerer at få en 'konservativ skæbne', så tæt de er på S, hvad der vil gøre dem besværlige. Søvndal er allerede godt i gang. Og endelig skal hun ikke regne med meget hjælp fra oppositionen, som satser på, at hun vælter hurtigt, og at Lars Løkke senest vil genvinde magten om fire år. Dagligdagen i S-SF-R-regeringen bliver derfor et helvede, idet de skal være enige, og Thorning-Schmidt er tvunget til at lefle for Vestager, hvis hun vil beholde magten. Og det starter med efterlønnen. Læg hertil, at krisen vil gøre det svært for hende at levere på væksten og beskæftigelsen, som er hendes helt centrale valgløfte. Men styrken ved at være undertippet (ring til Schlüter!) og ved ikke at være sølet ind i den socialdemokratiske (lidelses)historie kan give hende det frirum, som hun behøver for at overraske samt mentalt bære, at hun nok kommer til at æde flere kameler end forgængerne (selv om alle statsministre æder mange kameler). Også i politik er det resultaterne, der tæller. Og i dag sidder Thorning-Schmidt i Statsministeriet. Det havde jeg ikke troet muligt, før Lene Espersen 13. januar væltede som K-partileder og den blå blok dermed fik sit banesår. Fortiden er slut og fremtiden begyndt - på godt og nok især ondt - ikke mindst for det 'store' arbejderparti. Alt godt, PEM