Jeg endte tilfældigt ved programmet Debatten på DR 2 i torsdags. Det sker sjældent, fordi programmet altid meget hurtigt giver mig en summen bag tindingerne.
Skyldes det den, sikkert velmenende, vært, der hele tiden afbryder og selv taler? Er det udskiftningen af gæster i et tempo, som var det en ishockeykamp i NHL? Jeg ved det ikke. Det summer. Men i torsdags trodsede jeg demonstrativt summeriet en stund. Jeg anstrengte mig for at finde hoved og hale i en debat om folkeskolen. Men det gik ikke. De talte ikke med hinanden.



























