Hvor blev de voksne af?

ungdom. Der bliver drukket igennem, når nye studerende starter et nyt studieår.
ungdom. Der bliver drukket igennem, når nye studerende starter et nyt studieår.
Lyt til artiklen

» Gymnasietiden er en fest. Jeg tror virkelig, at det vil ødelægge festerne, hvis dem under 18 år ikke kunne købe alkohol. Festen bliver ødelagt, hvis folk er ædru« . (Tina Warnock, elev på Ørestad Gymnasium, i Politiken) Et nyt studieår er begyndt, med alt hvad dertil hører af introfester og rusture, både på landets højere uddannelsesinstitutioner og på gymnasierne. Og igen i år diskuteres de unges alkoholvaner. På trods af at Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke udskænker alkohol til elever under 18 år på ungdomsuddannelserne, viser Politikens ny rundspørgeundersøgelse, at meget få uddannelsesinstitutioner har en aldersgrænse for, hvem der må købe alkohol. Det kan de gøre lovligt, fordi gymnasiefester – på trods af at der kan være tusindvis af gæster – karakteriseres som private fester. Formanden for gymnasiernes rektorforening, Jens Boe Nielsen, udtalte i den forbindelse, at man lige så godt kunne afskaffe festerne, hvis man begyndte at ændre ved aldersgrænserne: »Der vil ikke komme nogen, så kan vi lige så godt lade være med at holde fester«. Vi kender efterhånden alle sammen statistikkerne. Danske unge har verdensrekord i druk, alkohol brænder celler af i de ufærdige unge hjerner, drukne unge falder ud fra altaner og i havnen, bliver væk og fryser ihjel på gymnasieskiture, går i seng med de fleste, får kønssygdomme – for ikke at tale om hovedpine mandag morgen, når undervisningen igen er i gang. Set i det lys er det saftsuseme en spagfærdig reaktion, rektorformanden dér kan svinge sig op til. I februar i år stødte min familie og jeg på i en busfuld af gymnasieelever på vej på skitur. Vi var ca. 200 km nede ad Autobahn på vej mod Østrig. Rastepladsen var overløbet af en sand myretue af fulde unge på 15-18 år med løbepas hjemmefra. De kravlede oven på hinanden, kæderøg, drak ren gin af flasken og bællede dåseøl fra hjemmelavede ølbongs. »Dét der«, sagde jeg med dirrende stemme til mine teenagedøtre, »det får I aldrig lov til!«, og så kørte vi fluks videre til en anden rasteplads.

Men det er der mange andre, der gør. Ligesom de også får lov til at tage på Roskilde Festival, når de er 15 år gamle, hvor unge mennesker camperer i flere dage, før musikken begynder for at smadre deres kroppe i et orgie af drifter og druk. Store diskoteksfester er blevet en del af gymnasiernes profil. Seksualiserede indvielsesriter til de såkaldte puttefester, hvor der skal scores på tværs af årgange og alderstrin, er sammen med de fede fester noget, der lokker de unge til. I et debatindlæg fra 2009 skrev den daværende rektor for Niels Steensens Gymnasium, Dorthe Enger: »Gymnasierne vælges til en vis grad på grund af de fester, de kan stille på benene, hvilket er en af hovedårsagerne til, at gymnasierne har dem. I den vestlige verden er der ikke mange lande, der mener, at det er skolernes opgave at drive diskoteksvirksomhed. Når vi har udvekslingselever på besøg fra USA, sørger vi for, at der ikke er gymnasiefester i den periode, ellers ville de amerikanske elever ikke få lov til at besøge os«. Nej, for i USA er de voksne ikke bange for at være ’de voksne’, selv om det indebærer, at man skal turde indtage rollen som autoritet og lejlighedsvis udstede deciderede instrukser og forbud. F.eks. imod studierejser, der indebærer fester med fri udskænkning af alkohol. Man forstår måske, hvis gymnasierektorerne mener, at det måske snarere burde være forældrene, der lærer børnene sunde alkoholvaner. Måske derfor Rektorforeningen melder hus forbi. Men det samme gør politikerne. »Den gældende lovgivning skal ikke strammes«, meddeler Socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, i hvert fald til Politiken. På trods af klokkeklare anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen er der altså ingen, der har lyst til at være de voksne og gøre det eneste rigtige ved at lægge markante begrænsninger på de helt unges adgang til alkohol på uddannelsesinstitutionerne, på skoleskiture, på rusture og i det hele taget. Stakkels unger. Vi svigter dem. For hvordan skal danske unge lære at blive voksne, når de rigtige voksne ikke selv orker at være det?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her