Ledere skal tænke inden for boksen

Lyt til artiklen

»Hvordan kan man som leder tænke ud af boksen for at finde nye veje til at nå sine mål«. (Overskrift på konference hos Lederne). Et gøglerspøgelse går gennem vores arbejdspladser: Politikere, erhvervsfolk og journalister mener, at Danmark i fremtiden skal leve af vores krøllede hjerner og skæve ideer. Målet er at blive bedre og rigere end konkurrenterne med et minimum af seriøs indsats. Midlet er at tænke ud af boksen, som det hedder med den mest slidte managementkliché i dette årtusinde. Og metoden er en uskøn blanding af kulørte kreativitetsrum, ydmygende legeredskaber og DAMP-agtig brainstorm. Jeg har endnu aldrig set noget rigtig værdifuldt komme ud af denne infantile tilgang. Hvis man vil udvikle noget værdifuldt, kræver det tværtimod fokus, indsigt og vedholdenhed. Engang var jeg inviteret til en innovationsworkshop i en stor virksomhed. Deltagerne kom fra forskellige lande, og for de fleste af os var det første besøg. Vi lagde ud med at klæde om til løst tøj og lave yoga. Bagefter skulle vi tegne et navneskilt. Ideen var at ryste os sammen og gøre os klar til at tænke nyt. Der skete det modsatte, at alle blev akavede og usikre på, hvad det hele egentlig gik ud på. Joggingtøj og yoga kan man måske abstrahere fra, når man går i gang med selve arbejdet. Også selv om det foregår i et lokale med blå vægge, voksengynger, badedyr og sækkestole. Det største problem med det nye kreativitetsparadigme er, når de innovative løsninger forsøges presset frem i brainstorms, der alene handler om at få flest mulig ideer på kortest mulig tid og gerne så skøre som muligt, da man jo for guds skyld skal tænke ud af boksen.

Et af midlerne til at få mange og vilde ideer på kort tid er hele tiden at skubbe til deltagerne med spøjse input og varierede øvelser som rollespil, tænkehatte og associationslege. Resultatet er desværre først og fremmest, at deltagerne bliver distraheret hele tiden, og ethvert tilløb til en reel diskussion bliver afsporet af nye opgaver og impulser. I et forsøg på at bryde vanetænkningen og de vante rammer går man altså i den anden grøft og gør innovation og kreativitet til ren uforpligtende leg. Som en kontrast til det normale arbejde, men også ud fra en ønskedrøm om at kunne lege sig til succes. Hurtigt, nemt og underholdende. Det er sigende, at spørgsmålet om at tænke ud af boksen, som jeg har citeret øverst, indgår i en lederkonference med titlen ’Genvej ud af krisen: Work smarter – not harder’. Altså hurtig succes uden hårdt arbejde. Det er ledelsesfilosofiens udgave af det gnidningsløse knald. På samme måde har mange politikere været lokket af sirenesangen om, at Danmark kan leve af vores gode ideer og overlade den fysiske produktion til fjerne lande med lave lønninger. Nu ved vi, at man ikke kan lave udvikling uden selv at have produktion. Man kan selvfølgelig heller ikke være kreativ uden at sætte sig ordentligt ind i opgaven. Jeg har arbejdet med masser af udviklingsprojekter for virksomheder i forskellige brancher og lande, og jeg har ledet og deltaget i utallige workshops. Jeg har erfaret, at det tit er en god ide at flytte folk ud af deres daglige ramme, at grupper har brug for at få et skub en gang imellem, og at man skal give plads til vidt forskellige ideer. Men det vigtigste for et godt resultat er at bruge tid på at tænke og diskutere grundigt og kritisk. Det er ikke svært at få skæve ideer, men det er svært at få de rigtige ideer og omsætte dem til handling. Det bedste afsæt er at forstå og blive enige om uudnyttede muligheder og det problem, man i virkeligheden prøver at løse. Derfra kan man bedre finde originale og ikke mindst relevante løsninger, der kan bruges i praksis. Det gælder altså ikke om bare at tænke ud af boksen. Det gælder om at finde den nye boks, man skal tænke inden for.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her