Heather Radke voksede op i Michigans forstæder i 1990’erne. På det tidspunkt var numser, navnlig de større af slagsen, ikke in i mainstreamkulturen. Det dominerende skønhedsideal var supermodel Kate Moss’ heroin chic – supertyndt, superandrogynt – og Radkes egen krop, hendes egen numse, passede ikke til det. Den var stor. I hvert fald set med 90’er-øjne.
»Jeg følte meget skam ved min numse, og jeg kunne ikke finde nogen bukser, der for alvor passede. Det var de lavtaljede jeans’ tid, og de klæder jo kun omkring ti mennesker i hele verden. Og de var virkelig dårlige på mig«, erindrer hun i dag via en videoforbindelse fra USA.


