Det spidser til i tredje sæson af ’The White Lotus’. Endnu er hovedpersonerne rige hvide amerikanere, der feder sig på lækre destinationer, hvor den lokale befolkning er reduceret til tjenende ånder og pittoresk bagtæppe. Men det ryster under Vestens verdensorden.
I tredje sæson er fokus på den rige familie Ratliff, der på en thailandsk ø soler sig ubekymret i deres medfødte privilegier. Ja, det vil sige, ikke alle soler sig lige ubekymret. Patriarken Timothy er indbegrebet af hvide privilegier. En stor mand med aristokratisk profil, styr på finanserne og familien. Men som vi ser i et ægte HBO-lynglimt, er han splitternøgen under morgenkåben. Hans lovlig smarte fiduser er ved at rive tæppet væk under familiens selvfølgelige plads øverst i den sociale fødekæde.
