Da Danmark for 80 år siden genvandt sin frihed efter den tyske besættelse, var det en sejr for vores fællesskab og kultur. Men siden da, hævder filosofiprofessor Bent Meier Sørensen, har en »altdominerende kritisk tænkning« blandt de vestlige eliter nedbrudt netop det kulturelle fællesskab, som vi har brug for i mødet med nutidens trusler.
I sin nye bog ’De grænseløse. Hvorfor den europæiske civilisation mistede sin modstandskraft, og hvordan vi genvinder den’, argumenterer han for, at individets grænseløse frihed i dag har erstattet pligten over for fællesskabet – og det gør os sårbare.
