Hver uge modtager Politikens debatredaktion masser af læserbreve. Korte, engagerede tekster fra vores læsere, som mener noget, observerer eller uddeler ros og ris.
At en tekst er lang, gør den ikke nødvendigvis klog eller vigtig. Det omvendte gælder de korte tekster. Få sætninger kan rumme netop det perspektiv, der mangler i debatten.
Her er ugens bedste læserbreve.
Hvor er Yvonne?
Claus Vesterager Martinus, Valby:
Det er så fint, at Olsen Banden – og ikke mindst skuespillerne bag den berømte trekløver – er blevet hædret med en bronzeskulptur på Tingstedet her i Valby.
Det har de fortjent. For de er og bliver folkeeje. En trio, der på godt og ondt spiddede folkesjælen tilbage i 30 år. 14 film blev det til. Men hvad havde banden været uden Yvonne? Burde hun ikke stå sammen med Egon, Benny og Kjeld i sin lårkorte kjole pyntet med margueritter og opsat hår?
Jeg er egentlig ikke særlig woke-agtig. Men jeg synes, det er underligt at skrive Yvonne ud af fortællingen.
Spaghetti med kødsovs
Bo Lillesøe, Græsted:
Vores kære statsminister ytrede før valget, at den enlige mor stadig ville have råd til at servere spaghetti med kødsovs for sine børn. Men hov: 45 kroner for sølle 400 gram hakket oksekød. Tror hun, at vores enlige mor er millionær? Selv nordmændene finder Danmark for dyrt nu.
Valgkampens uspecificerede lønløfter bevirkede selvfølgelig en kæmpe lønglidning. Hverken sygeplejersker, sosu’er eller andre grupper fik noget ud af det hele. Og vi pensionister: grrrr...
Forkælelse
Isabelle Mandel, Hornbæk:
»Det her handler ikke om forkælede unge, der vil have penge for at lave ingenting. Det handler om, at man i Danmark burde kunne forvente lidt mere omsorg og fornuft fra det system, man troede skulle støtte én i overgangen til voksenlivet«, skriver en nybagt student, der ikke kan forstå, at han ikke får uddannelseshjælp eller lign. i sommerferien mellem gymnasiet og en videregående uddannelse (Pol 4.7).
Jo, det handler om forkælede unge (i hvert fald én: skribenten), der både vil have penge i ferien OG en støttepædagog, der kan hjælpe ham med at blive voksen. ’Systemet’ har altså vigtigere ting at tage sig af end at feje foran curlingbørn.
Tag et fritidsjob, min ven. Vis ’systemet’ – samfundet – at du er værd at poste alle de penge i, din gratis uddannelse koster. Og nej, du kan ikke nødvendigvis få et ’relevant’ fritidsjob, men der er vel også grænser for, hvor forkælet det er i orden at være – selv i Danmark.
Jeg er egentlig ikke særlig woke-agtig. Men jeg synes, det er underligt at skrive Yvonne ud af fortællingen
Politiken mener
Peter Winding, Tommerup:
Den kendte, nu afdøde journalist, Ib Rehné Cairo, fortalte mig engang om sine reportager: »Jeg beskriver blot det jeg ser, så må modtageren selv danne sin konklusion«.
Der har været en del debat om leder/ikke leder i en avis.
Jeg mener, at ’Politiken mener’ er et fortidsdyr, der har overlevet sig selv, som min gamle overlærer Christiansen i udtrådte sandaler på Assens Borger og Realskole for 60 år siden.
Afskaf ’Politiken mener’. Der er noget helligt over den, noget unuanceret, der bliver kogt ned i en smal spalte.
Jeg er totalt ligeglad med hvad Politiken mener, men ikke hvad Politiken skriver.
Jeg nyder at læse de ofte dybdegående artikler pakket ind i et smukt, stilrent layout.
Lad det blive jeres DNA.
En nation af stikkere
Anne-Marie Beck, Nødebo:
Jeg har længe været oprørt over den behandling og skæbne, som den 28-årige Nadine fra Fyn blev udsat for. Sagen kom frem, efter en borger anmeldte Nadines Facebook-kommentar til politiet, sådan som danskere utrolig nok er blevet opfordret til af justitsminister Peter Hummelgaard efter Hamas’ angreb på Israel. Facebook-kommentaren: »Der har været krig i 73 år, men først nu slår Hamas for alvor tilbage. Med god grund! Det ville ethvert folk gøre«, fik tyskfødte Nadine tiltalt for terrorbilligelse.
Altså skal vi være en nation af stikkere? I dag er Nadine ikke længere dansk statsborger, som hun officielt blev, da hun blev adopteret af en dansk mand som 9-årig. I Nadines tilfælde er straffen tårnhøj for en minimal forseelse; en sag som det fynske politi i øvrigt havde henlagt.
Socialuddannelser
Michael Brockhow, København:
Det er ikke socialuddannelserne, der er noget galt med. Det er arbejdsvilkårene efterfølgende, der halter voldsomt.
Så det nytter ikke at øge bevillingerne til uddannelserne i håbet om at dette skal få flere til at søge disse.
Hvorfor uddanne sig til et arbejde, hvor man ved, at der er trusler og vold, og så til en løn, der gør det svært at få hverdagen til at løbe rundt økonomisk?
fortsæt med at læse
