Da jeg var yngre, var det tragisk, når forældre blev syge og døde. Nu nærmer vi os, at det er en del af livets cyklus. Og med det følger et ansvar, jeg ikke har haft øje for.
Min far rejste sig. Resten af kirken fulgte med som en lavine fra den bagerste række og frem. Så stod vi der og fyldte domkirken på toppen af Reykjavik med sang for min farfar.
Tårene strømmede ned ad mine kinder. Fordi jeg elskede min farfar. Så blev jeg ramt af en forbudt følelse.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
