Jeg er 31 år. Mange af mine jævnaldrende venner har fuld gang i babymaking, vuggestueindkøringer og skole/hjem-samtaler. På Instagram kører der jokes om aula, og ærlige influencers taler om deres liv som forældre og om det grænseoverskridende ved at afslutte deres barsel og overlade deres børn til institutionerne. Og – I get it – det må være vildt, overvældende og hårdt. Jeg forstår godt, at de vil deres børn det bedste.
For det er da grænseoverskridende ikke at vide, hvordan de små bliver taget imod, når man som forælder går fra vuggestuen om morgenen. Ikke at vide, hvordan de klarer skoledagen, og om de nu spiser madpakken. Hårdt ikke at vide, om de nu får den kærlige omsorg, som er så vigtig i de tidlige udviklingsstadier.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

