Jeg havde en mærkværdig drøm i nat.

Drømmen er givetvis inspireret af bøger, jeg læste i aftes. Jeg læste blandt andet P.A. Heibergs skrifter, hvori han håner monarkiet og adelen. I dag huskes han sær for linjen: »Ordener hænger man på idioter«. På grund af sine skrifter blev han landsforvist i 1799. Jeg læste også ’Klods Hans’ af Viggo Stuckenberg. H.C. Andersens ’Klods Hans’ kender alle. I hans eventyr fremstilles det som godt og morsomt, at Hans vinder prinsessen og bliver konge. Viggo Stuckenberg tager tråden op fra H.C. Andersen og lader sit eventyr begynde, hvor H.C. Andersen slap. I Stuckenbergs ’Klods Hans’ har Hans været konge i nogen tid, og det keder ham forfærdeligt. Han synes, at livet som konge er tomt og fjollet. Han gider ikke deltage i møderne med ministrene, og han gider ikke være sammen med sin kone, dronningen. Dagen lang sidder han og fisker i en å i skoven. Her får han en dag besøg af sin tidligere kæreste fra landsbyen, den rødhårede og fregnede Stine. Hun lægger ikke skjul på, at hun godt igen vil være hans kæreste, men hun understreger over for ham, at han aldrig skal prøve på at spille ’kongsk’ over for hende. Og følelserne og begæret mellem dem blusser op på ny, og de forenes i vild elskov i skoven. Bagefter drager de sammen ud i den vide verden. Nu til min drøm: I drømmen var jeg en flue på et slot i et lille latterligt land, der hed Kramnad. Uset kunne jeg være fluen på væggene i alle slottets sale og overalt i riget. Jeg kunne se, høre og sanse alt, hvad personerne gjorde, sagde og tænkte. Dronningen var rigets overhoved. Hun havde arvet tronen efter sin far, for selv om statsministeren, ministrene og alle politikerne talte med endog meget dyb alvor om vigtigheden af demokratiet, så var det stadig sådan, at der var arvefølge i riget. Og det var slet ikke på tale, at landets overhoved skulle vælges ved et demokratisk valg. Borgerne kunne nemlig vældig godt lide monarkiet og de var helt vilde med billedbladenes kongerøgelse. De fulgte kun overfladisk med i landets politik, men de fulgte levende med i kongefamiliens liv og færden. Og så følte borgerne, at monarkiet gav en behagelig tryghed. Så var der dog noget, der stod fast i en foranderlig verden. Politikerne ville derfor ikke røre ved den sag med en ildtang. De ville jo alle sammen så gerne genvælges. Ligestillingen var dog slået igennem. Grundloven var blevet ændret, så selv en kvinde kunne være rigets overhoved. Religionsfrihed var der derimod slet ikke tale om for dronningen. Der stod i rigets grundlov, at hun skulle være medlem af folkekirken, der som bekendt er den evangelisk-lutherske kirke. Hun vidste altså, hvad hun skulle tro på. Og det gjorde hun så. Dronningens mand, som var fra et fremmed land, tituleredes prinsgemal. Dronningen og prinsgemalen havde to sønner. Den ældste hed Kirederf. Han var som den førstefødte automatisk kronprins og skulle engang arve tronen efter sin mor. Den yngste hed Mihcaoj. Han var bare prins, så ham hører vi først om igen til allersidst i drømmen. Så langt, så godt. Men nu begynder dramaet, for Kirederf havde ikke lyst til at være kronprins, og han havde slet ikke lyst til engang at blive konge. Han syntes, at monarkiet var en latterlig institution, og at det liv, de kongelige levede, var tomt, kedeligt og fjollet. Og han sagde, at han følte sig helt til grin ved at rende rundt og spille rollen som kronprins. Næh, Kirederf havde kun én lyst i livet: at blive klovn i cirkus. Lige fra han som lille dreng første gang havde været i cirkus med sin nurse og havde oplevet en af de store klovner, havde han tigget om at få lov til at komme i cirkus og komme i lære som klovn. Det morede dronningen og prinsgemalen sig kosteligt over. – »Hvor er du dog barnagtig«, sagde dronningen, »du er kronprins, og du skal engang være konge, og så taler vi ikke mere om det«. »Jamen, jeg har ikke lyst til at blive konge, jeg har lyst til at blive klovn«, jamrede Kirederf. – »Lyst«, sagde dronningen, »det kunne være kønt, hvis vi alle sammen bare gjorde det, vi havde lyst til«. – »Ja, så fik vi nok en bedre verden«, sagde Kirederf. Prinsgemalen følte, at nu var det nødvendigt, at han, som far, greb ind. Så han sagde »Merde!« og gav Kirederf en syngende lussing. Landets fædre så op til prinsgemalen, så de troede naturligvis, at hans pædagogiske metode var den rigtige, så de gav også med passende mellemrum deres egne børn en lussing eller et klap i numsen. Dronningen gav ikke ofte Kirederf smæk. Men hver gang han gentog, at han ikke havde lyst til at blive konge, blev hun perpleks, græd, rullede vildt med øjnene og hev rasende en smøg i munden, mens hun hvæsede, at det også var hans skyld, at hun røg så meget. Da landets mødre beundrede dronningen, troede de naturligvis, at hendes pædagogiske metode var den rigtige, så de græd også og rullede vildt med øjnene, når de ville have deres egne børn til at adlyde. Da Kirederf var blevet voksen, var situationen blevet faretruende. Kirederf sagde nu ikke mere, at han ikke havde lyst til at blive konge. Nej, nu sagde han, at han ikke ville være konge. Og rygterne begyndte at svirre i det lille rige. Borgerne blev nervøse, for hvad ville det hele dog ikke ende med, hvis deres egne børn tog ved lære af kronprinsen og heller ikke længere ville rette sig efter, hvad forældrene forlangte af dem? Dronningen sad en dag alene i sin stue. Hun sad med lukkede øjne, og hun følte, at hun som dronning og mor havde spillet fallit. Hun havde forsøgt at forme sin søn i sit eget billede. Hun havde prøvet at belære ham om hans pligt og ansvar. Hun havde herset med ham for at få ham til at leve op til den forventning, der var til ham i hele folket. Alt sammen helt uden held. Hun anede ikke sine levende råd. Pludselig bankede det på døren, og Kirederf kom ind. »Jeg kommer«, sagde han, »for at fortælle dig, at jeg har besluttet at abdicere«. Dronningen blev ikke bare perpleks og begyndte at græde, nej, hun tabte snøvsen. »Jeg er godt klar over, mor, at det er hårdt for dig«, sagde Kirederf, »men det er nødvendigt for mig at træffe beslutningen nu. Jeg kan ikke længere bære at leve under det pres, I alle sammen har udsat mig for. Jeg har, fra jeg var en lille dreng, været udsat for en brutal indoktrinering og manipulation. Det har været en lang og smertefuld proces for mig at nå frem til min beslutning. Jeg har forsøgt at tænke og føle mig frem til, hvad der er rigtigt og forkert for mig, hvad jeg havde lyst til, og hvad jeg ikke havde lyst til«. »Jo«, fortsatte han, »jeg har selv tænkt og følt, men jeg har også fået hjælp ved at læse kloge bøger. Og du, mor, har altid vidst, at bøger kunne være farlige, for der var mange bøger, der var mig forbudt at læse, da jeg var dreng. Men de senere år har jeg læst mange forbudte bøger. Og for nylig læste jeg en bog, der fik afgørende betydning for min beslutning om at abdicere. Det var en bog om mennesker, der hele livet aldrig havde fået lov til at gøre det, de selv havde lyst til. De var altid blevet tvunget til at gøre det, forældre, lærere, ægtefæller og samfundet forlangte af dem. Og så var det forfærdelige sket for dem, at de til sidst slet ikke mere kunne føle, hvad de egentlig selv havde lyst til. – Og mor, jeg vil ikke risikere at miste evnen til at føle, hvad jeg selv har lyst til. Derfor abdicerer jeg. Derfor siger jeg farvel«. Kirederf gik, men jeg blev som fluen på væggen siddende hos dronningen, spændt på, hvad der ville ske. Dronningen sad længe stille. Men så tog hun sig sammen og sagde frem for sig: »Rigets eksistens står på spil. Det er påkrævet, at jeg tilkalder statsministeren«. Statsministeren kom ti minutter senere. Dronningen satte ham ind i situationen. Statsministeren tænkte, så det knagede, og sagde så myndigt: »Dronningen kan være helt rolig. Den sag tager jeg mig personligt af«. Derpå gik han med raske og hysteriske skridt. En time senere sad statsministeren i møde med repræsentanter for arbejdsgiverne, fagforbundene og billedbladene. Statsministeren ridsede sagen op i telegramstil: »Kronprinsen har abdiceret. Derfor er det nødvendigt, at vi handler hurtigt, så han ikke når at lade noget sive til pressen og offentligheden. Kronprinsen giver som begrundelse for sin beslutning, at han ikke har lyst til at blive konge, og at han ikke længere kan forsvare at være med til over for borgerne at legitimere de værdier, monarkiet og samfundet bygger på. Det er helt klart, at kronprinsen er en gal mand. Nu har vi i mange år kæmpet for at indpode borgerne vore idealer og værdier. Vi har gennem skolesystemet opdraget de unge til at være stræbere, der efterspørger stadig flere materielle forbrugsgoder. Og så kommer den klovn og prædiker, at lyst og livsglæde er livets mål. Og det værste er jo, at han er rollemodel for ungdommen, så hans sygelige indstilling ikke kan undgå at smitte af på de unge. Det vil gå ud over samfundets sammenhængskraft. Det vil ramme erhvervslivet hårdt, fordi kongehusets støtte har en enorm betydning for lancering af eksporten. Det vil medføre arbejdsløshed. Og det vil tvinge billedbladene til at lukke butikken«. Statsministeren trak vejret for første gang i lang tid og sagde så med fast stemme: »Min konklusion er derfor klar: Vi må lade kronprinsen forsvinde!«. Repræsentanterne for arbejdsgiverne, fagforbundene og billedbladene nikkede. De var enige. Og de sagde i kor: »Kronprinsen skal forsvinde!«. »Godt«, sagde statsministeren, »jeg sørger for det fornødne«. Mens statsministeren holdt sit møde, var Kirederf gået i cirkus. Han kom udklædt med paryk, fuldskæg og en gammel træningsdragt, så han uden at blive genkendt af publikum kunne nyde forestillingen i fulde drag. Som fluen i drømmen var jeg fløjet med Kirederf og havde placeret mig oppe under kuplen, så jeg havde en strålende udsigt. De første artister var ikke noget særligt. Men midt i forestillingen indtraf miraklet: Den kvindelige klovn kom ind i manegen. Hun var sjov og yndefuld. Hun og Kirederf fik straks øjenkontakt. Et erotisk lyn slog ned i dem begge. Luften mellem dem var strømførende med elektriske gnister. Som to magneter tiltrak de hinanden. Hun optrådte kun for ham. Da forestillingen var forbi, blev Kirederf fortryllet siddende på sin plads. Da publikum havde forladt cirkus, blev lyset over manegen slukket. Kirederf sad alene i mørket. Kort tid efter kom den kvindelige klovn løbende hen til ham, tog ham i hånden og sagde: »Følg mig!«. Sammen spænede de ud i stalden med hestene, kastede sig ned i halmen og gik løs på hinanden. Hestene vrinskede af skræk, de vrinskede af fryd. De var ét med deres fryd. Bagefter sad de bare og så på hinanden, mens de langsomt fik vejret. Men så snakkede de, som om de havde kendt hinanden hele livet. Hun sagde, hun hed Julie. Han fortalte, at han hed Kirederf og at han havde været kronprins, men at han var abdiceret. Hun så skeptisk på ham, men så tog han paryk og fuldskæg af, træningsdragten havde hun flået af ham i halmen, og så kunne hun godt genkende ham fra fotos i pressen. »Godt, du er abdiceret«, sagde hun, »for vi skal være kærester hele livet, men jeg vil hverken være kronprinsesse eller dronning. Den slags gøgl gider jeg ikke bruge mit liv på«. Pludselig stivnede Julie. Kirederf så forskrækket på hende og spurgte: »Er der noget galt?«. »Ja«, sagde hun alvorligt, »du er i stor fare. Der er nogen, der vil lade dig forsvinde«. »Man kan vel ikke bare sådan lade mig forsvinde op i den blå luft«, sagde Kirederf. »Jo«, sagde Julie, »luskede, lumpne og magtfulde mænd kan alting«. »Hvordan kan du vide det«, spurgte Kirederf. »Vi cirkusfolk«, sagde Julie, »kan høre græsset gro og høre, hvad man konspirerer om i magtens korridorer. Så nu må vi skynde os, Kirederf, at få dig til at forsvinde, før de lader dig forsvinde. Du skal bare have paryk, fuldskæg og træningsdragt på igen, så er der ingen, der genkender dig. Og så skaffer jeg dig en ny identitet og et nyt pas. Den slags forstår vi cirkusfolk os også på. Og du skal hedde Romeo«. Sådan gik det. Romeo kom i lære hos Julie. Og da han var udlært, dannede Julie og Romeo et klovnepar, og de optrådte sammen i hele verden. De fik mange børn, for de havde begge stor lyst. De levede derfor lykkeligt sammen til deres dages ende. Hoffet lod naturligvis for et syns skyld kronprinsen efterlyse af politiet. Og alle borgerne var ude at lede efter ham i alle kroge af riget, men man kunne naturligvis ikke finde ham, for han var jo forsvundet. Og kort tid efter lod hoffet bekendtgøre, at prins Mihcaoj nu var blevet kronprins. Og da borgernes hukommelse er kort, glemte man snart Kirederf. Med et sæt vågnede jeg, fordi en flue havde sat sig på min næse. »Det var da en mærkværdig drøm«, sagde jeg til fluen. »Det var det«, svarede fluen, »og husk nu på, at du selv har modtaget en orden fra dronningen, så ifølge P.A. Heiberg hører du selv til idioterne«. Det skulle fluen ikke have sagt. Jeg greb fluesmækkeren og gav den et dask. Den var død på stedet. Så nu kunne den ikke komme med flere flabetheder.