Moderne politikere vurderes mere og mere ud fra deres stil – og mindre ud fra, hvad de siger. Taler man med unge førstegangsvælgere, er det især politikernes fremtoning på tv-skærmen, der afgør deres afkodning af det politiske landskab. Det samme gælder i vid udstrækning for resten af befolkningen – og for politiske kommentatorers indkredsning af udviklingstendenser i dansk politik. Der er imidlertid ofte tale om fornemmelser. Disse kan såmænd være gode nok, når man skal følge med i en tv-debat – eller sætte sit kryds – men der er faktisk god grund til at mobilisere den analytiske indsigt i politikernes stil. Politikerne bliver nemlig hele tiden bedre til at udnytte og iscenesætte en bestemt stil. Politisk stil og det gode politiske argument er to sider af samme sag, nemlig et forsøg på at overbevise en eller flere om noget, der vedrører prioriteringen af samfundsmæssige ressourcer. Det er en vigtig klassisk pointe i retorik, dvs. i læren om sproghandlinger og argumentation. Her er pointen, at etos vedrører elementer, der kan understrege en persons troværdighed, mens logos appellerer til fornuften, og patos til følelserne. Etos er altså et spørgsmål om stil. MAN KAN sige, at stil er noget man har: Man taler på en bestemt måde, nogle er rolige, mens andre er opfarende. Nogle er meget åbne over for andre, mens andre er mere optaget af selv at komme igennem. Endelig er der nogle, der virker meget velovervejede, mens andre hele tiden skyder løs, det bedste de kan. Det er dyder, som er en del af deres personlighed – og den viser sig selvfølgelig også i den stil, man bruger i det offentlige rum. Der er imidlertid nogle mere grundlæggende stilarter i politik, som på hver deres måder er de logiske afspejlinger af de elementer, der udgør politik. I et demokratisk samfund drejer politik sig om magt, om ledelse, om samarbejde og om at sikre retfærdighed, f.eks. gennem spilleregler for løsning af konflikter. Og det er disse elementer, der hver især modsvares af en given politisk stil – her i fire forskellige udgaver: •Den realistiske stil fokuserer på magtudøvelsen. Her er man kold og kalkulerende og bærer klare træk af alvor på sig, fordi man bærer en byrde eller forpligtelse. Men den er ikke tungere, end at man kan klare den. Her foretager man hele tiden beregninger af, hvad der kan betale sig, hvad der er muligt og umuligt. Følelserne er i fuld kontrol. Om man begår sig på den formelle eller uformelle bane, er underordnet. Realismen er altid i højsædet. Stilen modsvares af den politiske videnskabs billede af politikeren, der altid handler rationelt ud fra klare interesser. •Den venlige stil er baseret på respektfuld fremhævelse af de nødvendige autoriteter i et hierarki. Politikere med denne stil er godt klar over, at man skal manifestere sig for at få en plads, men det gøres ved at fokusere på det smagfulde og på respekten over for andre autoriteter, ikke mindst dem, der er centralt placeret. Man vil gerne se godt ud, man er høflig og venlig, men bestemt over for modstandere og medspillere. Her dyrker man det sømmelige og passende i forhold til den givne situation. Ikke mindst de formelle sammenhænge er centrale. Man fremhæver hele tiden lederen som den, der peger i den rigtige retning. Stilen modsvares af massemediernes ideal af en politisk leder, der tør træde i profil foran masserne. Helst via medierne. •Den republikanske stil dyrker samtalen, debatten og dialogen og lægger stor vægt på gode talegaver. Men det sker ofte inden for en imødekommende og respektfuld ramme. Man er imødekommende over for modstandere og alle andre i det politiske univers og arbejder ofte for konsensus og kompromis. Godt nok vil man gerne handle rationelt. Det er derfor, man går ind i debatterne, hvor man kæmper for bestemte interesser. Man vil også gerne anerkende, at nogen har mere magt end andre. Derfor har man respekt for modstandere. Men man satser først og fremmest på mulighederne for at bøje alle interesser i samme retning. Denne stil modsvares af samtaledemokratiets ideal om, at samtale og det gode argument er vejen til fællesskab. •Den bureaukratiske stil dyrker den tørre lov og troen på, at tingene skal følge reglerne. Det sker gennem en dyrkelse af love, regler og fastlagte procedurer. Man påtager sig en formel og tør stil og er ikke meget for hidsige debatter. Man vil hellere skrive. Denne stil modsvares af lovens ideal om fokus og tendens til snæversyn. MEN STIL er også noget, man påtager sig og udvikler, afhængig af den situation, man er i. Derfor kan de nævnte stilarter blandes og vægtes forskelligt: Er man med i en heftig debat på DR 2’s Deadline, er det nødvendigt, at man virker, som om man er klædt godt på. Er det et kort indslag i TV 2 Nyhederne, skal der knald på i alle udsagn, for de bliver klippet helt kort. Endelig er stilen også afhængig af, om det er en væsentlig modstander, man konfronteres med, eller om det er en mere udviklende debat, hvor man sammen forsøger at blive klogere. Her er åbne og venlige stiltræk vigtige. Men det er alle nødvendige variationer over de grundlæggende stilarter i politik. Pointen er, at enhver, der vil overbevise andre om noget, ikke bare skal benytte argumenter, men er også tvunget til at benytte sig af forskellige stilarter. Disse stilarter har det med at være forførende – det er netop meningen med dem. Derfor er det vigtigt, at man er på vagt over for dem.