Bram Stokers roman Dracula har ikke været ude af bogmarkedet siden den udkom i 1897, og dens hovedperson, vampyren grev Dracula, er verdens mest filmatiserede figur. Til næste år udgiver det engelske forlag HarperCollins en ny Dracularoman skrevet af Dacre Stoker, der nedstammer fra Bram Stoker. Interessen er enorm og bogen, ’The Un-Dead’, allerede solgt til oversættelse og – selvfølgelig – filmatisering. Canadieren Dacre Stoker var træner for det olympiske pentathlonhold, inden han blev kontaktet af Draculaekspert Ian Holt, der har taget initiativ til projektet og er medforfatter. Vi har altså at gøre med en ærlig og redelig spekulation i de to populære brands ’Dracula’ og ’Bram Stoker’. Om romanen har litterære kvaliteter, vil vise sig. DET MEST fascinerende spørgsmålet er imidlertid, hvorfor Dracula hårdnakket nægter at blive i sin kiste? Hvorfor er netop Stokers rumænske greve – der tager til England for at opleve moderne tider og nedlægge nye kvinder, men bliver jagtet tilbage til Transsylvanien og dræbt af en ihærdig gruppe vampyrjægere – endt som vores kæreste monster? Hvad kan den blodsugende aristokrat byde et moderne publikum? Ved første øjekast var der ikke meget nyt for publikum i 1897: Engelsk graveyard poetry (kirkegårdsdigtning) dyrkede allerede i 1700-tallet kirkegården som stedet, der forenede uhygge og død med de sublime følelser. Midten af århundredet emmede af mørk erotik i de gotiske romaner, hvor jomfruer blev bortført til dunkle middelalderslotte af sadistiske mænd som i M.G. Lewis’ ’Munken’ fra 1797. Den kvindelige vampyr blev romantikernes femme fatale par excellence, og i 1800-tallets nye gyserlitteratur skabte John Polidori med novellen ’The Vampyre’ (1818) en gentlemanvampyr, der var modelleret over digteren Lord Byron. Vampyren var med andre ord for længst blevet indbegrebet af borgerskabets perverse seksualitet, og i romanen ’Varney the Vampire’ (1847) blev den også adelig for i Sheridan Le Fanus novelle ’Carmilla’ (1872) at blive ung, smuk og lesbisk. MEN TO ting var nye i Stokers greb om uhyggen. For det første forenede den irske forfatter tre elementer i sin hovedperson, der på visionær vis foregriber idealerne for det moderne samfunds karrieremænd: Dracula er dels en adelig erobrer, der i middelalderen lystigt har dræbt og tortureret og nu har udset sig England som sit næste mål (her lånte Stoker fra den historiske fyrste Vlad Tepes III (1431-1476), der var kendt for at spidde fjender levende). Dernæst er Dracula en passioneret elsker, der holder et harem af smukke vampyrkvinder og hæmningsløst udfolder et begær, der kombinerer gruppesex, nekrofili og seriøs SM. Han nedlægger alt og alle, fortærer deres ånd og krop og lover evigt liv til gengæld (læs: lyst). I dag ville han have fundet vej til storbyernes swingerklubber og de europæiske slottes populære sexorgier! Endelig er Dracula en velorganiseret egotripper, der forstår at tilpasse sig en ny tids konventioner: Selv om han må sove i sit hjemlands fugtige jord om dagen, er han på forunderlig vis velklædt til cocktailparties og kan trods en styg ånde imponere videnskabsmænd, mens han nedlægger deres døtre med sin aura af global verdensmand. I moderne ordbrug er erobreren, elskeren og egotripperen ikke vampyr, men en ’omstillingsparat ledertype’ på udkig efter ’nye udfordringer’. ROMANENS ANDET nye element er dens form som brevroman, der er komponeret af breve, dagbogsnotater og optegnelser. Brevromanen er en velkendt genre i litteraturen, men nyt er Stokers konsekvens over for sit overnaturlige indhold. Sproget insisterer på en eftertænksom og fornuftig tone: »Gud bevare min forstand, for så vidt er det kommet med mig«, skriver Jonathan Harker, og hans forlovede, Mina, vil »prøve at gøre, som jeg ser kvindelige journalister gøre: interviewe og lave beskrivelser og prøve at huske samtaler«. Hér, i mødet mellem et ustyrligt monster og et rationelt sprog, rammer Stoker dét, moderne myter er skabt af: et narrativt begær (lysten), der er eviggyldigt, og hvis form (sproget) udspringer af sin samtid. DEN ENGELSKE litteraturkritiker Northrop Frye har i ’The Great Code’ (1983) foreslået at se Bibelen som en nøgle til at forstå vestlig kultur. Det var før globaliseringen og internettet, og i dag ville akademikere nok være forsigtige med at ophæve enkeltværker til ’nøgler’. Alligevel er hans ide fascinerende. Frye tænkte ikke kun på Bibelen som en samling mytiske fortællinger, men også på dens sproglige form. Han mente, at vores kultur har udviklet sig gennem tre sprogfaser: Først opstod det metaforiske eller magiske sprog, hvor man bogstaveligt ofrede til guderne og troede, Jesus ville genopstå fra de døde. Derefter kom et metonymisk sprog, hvor metaforer bliver brugt til at anskueliggøre; vi forstår, at kameler ikke går gennem et nåleøje, ligesom nadvervin ikke er blod. Til sidst får vi det deskriptive sprog, der slet og ret beskriver ting, som de er. Uden magi og uden metaforer. Et videnskabeligt sprog, der ikke kan misforstås, men heller ikke skaber nye tanker hos modtageren. BRAM STOKER skabte med sin roman et værk, der fungerer som ’nøgle’ til at forstå vores kulturs forhold til begæret: en på én gang moderne og arketypisk fortælling om den ideelle forfører, som mænd gerne vil være, og kvinder gerne vil underkaste sig. Formuleret i et sprog, der forener magiske metaforer med rationel beskrivelse. Ja, blodet er livet. Ligesom i Bibelen, bare på stokersk manér. Derfor elsker vi Dracula.