Hidtil har den omfattende kritik af universitetsloven især fokuseret på de enkelte forskere og på organisationsforhold – på om den enkelte forsker har reel forskningsfrihed; om de valgte ledere er deres opgave voksen; og om universitetsbestyrelserne har nok råderum.
Men den igangværende evaluering af universitetsloven giver også anledning til at rette blikket mod de mere strukturelle rammer for forskningen. Det er nemlig her, de helt alvorlige problemer ligger.
Hovedproblemet er her den politiske tro på, at man kan styre et videnssamfund på samme måde som et industrisamfund – dvs. via standardisering, effektivisering og topstyring. Videnssamfundets logik er nemlig en anden: Her er der krav om samarbejde, kreative omveje og produktion af kvalitetsforskelle – i processer, der ikke på forhånd er fastlagt og planlagt. Grotesk gearing Desværre er dansk forskningspolitik i disse år præget af en industritænkning, der netop lægger begrænsninger på videnskabeligt samarbejde og nyudvikling – hvor universiteterne animeres til at konkurrere indbyrdes frem for forskerne. Mest grotesk er den strategi udtrykt i udmøntningen af de såkaldte UNIK-midler. Her konkurrerede de enkelte universiteter om et begrænset antal store centre, og hvor Videnskabsministeriet besluttede, hvor mange forslag det enkelte universitet kunne indsende.
De endelige forslag var altså resultat af intern konkurrence mellem projekter, der af ledelsen blev udpeget som gode kandidater. De centre, der endte med at få bevilling i 2008, udfører utvivlsomt god forskning. Det afgørende er imidlertid, om UNIK også støtter den bedste forskning. Processen gjorde det nærmest umuligt for forskerne at samarbejde på tværs af universiteterne.
