Det irriterer altid os branchefolk, når vi får forskellen mellem medievirkeligheden og den virkelige virkelighed stukket i næsen. For vores daglige opgave er jo at afspejle virkeligheden så godt som muligt, og vi bryder os ikke om, at andre dvæler alt for meget ved alle de fordrejninger, mediespejlet også rummer.
Denne uge leverede et fint eksempel på, hvor langt væk medierne kan være fra resten af befolkningens psykologi. Men også på, at mediernes fejlskud måske ikke har så stor en effekt på virkeligheden, som både vi selv og vores kritikere nogle gange bilder sig ind. Til sagen. Landet har fået en ny statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Og skal man tro medierne – både aviserne og de elektroniske – så er han kommet rigtig dårligt fra start.
