Det var det helt uforudsigelige oprør fra neden blandt social- og sundhedsmedarbejdere i Vestjylland i forsommeren 2007, der førte til politiske løfter om øremærkede milliardbeløb til særlige grupper ved de forestående overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor.
Der tegnede sig et politisk flertal, fordi ikke mindst Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne stod bag disse løfter. Den stærke politiske indblanding i forhandlingsforløbet fra start til slut blev på den måde en trussel mod aftalemodellens selvreguleringsprincip. Dermed kom på den ene side forventningsniveauet ud af kontrol, mens det på den anden side fristede FOA og Sundhedskartellet til at spille det politiske kort.


