0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvis vi vil omfavne livet

Vi fængsler os selv i forsøg på at tilfredsstille andre og blive elsket for det.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Jeg kan stadig plante mine blomster«, sagde Filda til mig.

Jeg ligger på en yogamåtte i Californien, da jeg kommer i tanker om hende. Som udsendt for Læger uden Grænser mødte jeg 14-årige Filda sidste år til et landsbybryllup i den krigshærgede nordlige del af Uganda. Hendes kjole hang i laser, men hendes smil strålede om kap med de hvide perler i hendes halskæde. Jeg var ’musungo’ (hvid) og dermed potentiel donor, og det sædvanlige »Do you wanna be my friend, madame?« blev starten på vores venskab.

På vej hjem fra brylluppet gik vi forbi den lerhytte, hvor hun boede sammen med sin bedstemor, det var her, Filda viste mig sine blomster. De første passede blomster, jeg så i Afrika. I slidte konservesdåser sirligt opstillet på en række lyste disse farvede blomster op af den støvede røde jord.

Filda fortalte mig, at hun boede alene med sin bedstemor. Bedstemoderen var gammel og svag, så Filda måtte tage sig af hende. Fildas mor var død, og hendes far forlod familien, da hun var lille, så ham havde Filda aldrig kendt. Jeg spurgte til hendes mors død, men Filda svarede ikke, og vi gik i tavshed og kiggede på hendes blomster. Pludselig fortalte Filda, at da hun var 8 år, blev hun og hendes storesøster bortført af rebellerne. Hun var fange i over to år. Filda kom tilbage til landsbyen, men uden sin søster. Da søsteren blev taget i et flugtforsøg, var Filda vidne til, at hun blev dræbt. Som påmindelse om, hvad der kunne ske, hvis nogen forsøgte at flygte, blev Filda tvunget til at gå rundt i flere dage med søsterens indvolde rundt om halsen. Jeg kunne ikke tro, hvad jeg hørte.

Det blev ikke sidste gang, jeg skulle høre om denne umenneskelige straffemetode.

Jeg tror, at jeg så ubærlig ked af det ud, for hun tog min hånd og fortalte, hvor glad det gjorde hende at være fri og i live og kunne plante sine blomster og se dem gro. Og det ville hun vise mig. I kirken havde de hjulpet hende med at finde håb og tilgive sig selv og de rebeller, hvoraf mange selv var børn. Hun sagde: »Jeg var så tæt på døden, forstår du det?«. Hun spurgte: »Har I også blomster, bananer og krig, der hvor du kommer fra? Er I også glade og synger og danser og drikker øl til bryllupper?«.

Jeg svarede hende så godt, jeg kunne, og takkede for hendes historie og tillid, og hun viste mig vej videre ned til den lokale købmand, hvor jeg skulle købe øl til gommen, som traditionen foreskriver. Jeg spurgte, om der var noget, hun manglede. Jeg måtte give noget tilbage. Følte, det var min del af venskabets kontrakt, som var opstået så umiddelbart og intenst. Nu så hun ked ud af det. Hun fortalte, hvor taknemmelig hun var for sine blomster, og ville gerne vise mig dem. Ikke andet. Hun behøvede ikke noget til gengæld. Havde jeg ikke set, da vi gik gennem landsbyen, at ingen andre i hele landsbyen holdt og passede blomster som hun? Så smilede hun igen.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dette traume og denne livsglæde. Jeg var overvældet af hendes valg af at være overlever; ikke kun offer. Havde svært ved ikke at kigge på hendes hals, hvor perlekæden nu hang og strålede. Sådan stod vi i tavshed, mens vi ventede.

Så rømmede hun sig og sagde: »Jeg har aldrig prøvet sådan nogle rigtige hygiejnebind« og pegede på en Always-pakke, der lå og rodede på en hylde sammen med lyserøde shampooer og gule hårbalsammer. »Jeg bruger bananpalmeblade ...«.

Jeg købte en pakke Always til hende, og da vi gik igen, sagde hun: »Vi ses – jeg bruger Always« og grinede, så smilet strålede om kap med en lys mangofrugt i solen og en dum kulørt reklame, jeg pludselig kan huske meget tydeligt.

Jeg er ikke den første rejsende fra et vestligt overflodssamfund i et fattigt, afrikansk land, der er blevet overrasket over niveauet af fællesskab blandt mennesker, som ikke er materielt rige, men som har fulde rige hjerter, og som lever tættere på døden og dermed tættere på glæden over livet.

Livet er ikke givet. Døden er blandt os. Døden giver os kraften til at værdsætte livet. Ligesom vi i Vesten ofte er ude af stand til at tale om vores behov for at elske og blive elsket, fordi vi frygter, at vores ord kunne blive tolket som tegn på svaghed, er vi ofte ude af stand til at tale om døden og sorg og smerte. Langvarig sorg er særligt forstyrrende i en kultur, som tilbyder et hurtigt fix for enhver smerte. Skam over smerte og tab er som en plet på tøjet. Det gør os uperfekte og ude af balance med det hurtige, moderne liv – men i sidste ende kommer vi ud af balance med os selv.

Her på yogamåtten, hvor jeg kan mærke, at jeg har presset min krop for meget, siger jeg til mig selv: »Jeg kan stadig plante mine blomster«, og ligger og forsøger at tage en afspændende, balancerende pause, mens de andre indånder energi og udånder kærlighed, som vores yogalærer instruerer. Jeg ser på Donna, vores yogalærer, som er 65 år med en krop som en 20-årig. Hun har lange, røde negle med små diamanter på og mere styrke og fleksibilitet end jeg og resten af holdet tilsammen.

Det er det alternative, kreative Californien, så langt fra Afrika og så samtidig tæt på. Langt fra i gennemsnitlig levealder, i materialistisk rigdom, og jeg kunne fortsætte – og så alligevel tæt på i livsglæden, det positive livssyn og accepten af lidelsen. Frem for alt accepten af sorgen, som forudsætter håbet og glæden. Donnas mand er død for nylig, og vi slutter før tid, fordi hun er ked af det. Hun slutter med at sige tak for, at vi delte dagens glæde ved at undervise og dele indsigt – og sorgen over at være forladt. Der er officiel pause.

Det er nu tid til meditationsundervisning. Jeg må gøre mine tanker tomme, jeg må præstere dette, jeg må tage mig sammen, jeg må ... Bliver forstyrret af tanker om Golden Gate-broen i San Francisco, som jeg stod på for første gang forleden dag. For dem, som ikke længere kan tage sig sammen til noget som helst andet end at springe ud fra broen og tage deres eget liv, er der opsat nødhjælpstelefoner med gratis kriserådgivning: ’There is hope, make the call!’. Der er håb – ring!, står der på skiltet over telefonen, og kigger man lige ud fra broen, ligger den tidligere fængselsø Alcatraz håbløst isoleret. Det fik mig til at besøge Alcatraz, som i dag er et museum, hvor man bl.a. kan lytte til optagelser af fangernes historier.

En af fangerne fortalte, hvordan de sommetider kunne høre stemmer eller musik fra marinaen i San Francisco, hvis vinden tillod det. Deres yndlingstid på året var nytåret, når de kunne høre latter, stemmer, musik og fest. De havde ikke vinduer i deres celler. De kunne ikke mærke solen om dagen eller se byens lys glimte omkring sig i natten. De kunne ikke indånde den friske luft og smage på naturens dufte eller dyppe tæerne i vandet. De var fanger. Hvert minut af deres dag var dikteret. Hvordan kunne netop nytåret været højdepunktet, når glæden fristede allermest med al sin nærhed og samtidige uopnåelighed? Det var, som om en del af dem var blevet slukket for at kunne overleve.

Jeg registrerer, hvordan mine tanker har taget over igen, mens jeg ligger her på yogamåtten, og hvordan jeg forsøger at vurdere, om jeg egentlig egner mig til at udføre meditation, når jeg tænker tanker i stedet for tomhed. Jeg oplever, hvordan mit åndedræt presser sig på, og opdager, at også jeg er i et fængsel. Jeg er faldet ned i et gammelt kritisk tankemønster; en gammel vane med at bebrejde mig selv for ikke at leve op til krav og forventninger om præstation, som jeg har pålagt mig selv, da jeg var barn. Anspændte forventninger, som ikke er sunde for mig. De har kun forårsaget frustration og mindreværd. Jeg har erkendt dette mønster for længe siden og prøver at befri mig selv fra det. Men det er svært at forlade det, som man kender godt, og derfor kan jeg stadig opdage og finde mig selv i de samme fængslende tanker.

Det er ikke min hensigt at sammenligne min livskvalitet med dem, der er blevet idømt et liv i fangenskab. Men som det ofte påpeges, er der vigtige ligheder mellem at være i et mentalt fængsel og i et fysisk fængsel. Mange af os opdager end ikke de fængselsceller, vi opholder os i, eller at vi har nøglen til at låse dem op.

I min danske psykologpraksis og privat har jeg ofte oplevet kvinder omtale sig selv som opofrende »smørklatter«. Billedet er manipulerende og kvalmende; at gøre sig til bindemiddel for en gang hårde kartofler (ofte billedet på resten af familien, særligt manden). Hvem har bedt om en smørklat og en lind mos? Gad vide, hvad der er så farligt ved at stoppe op og se kartoflerne, som de er. Det vil involvere konflikt, tage længere tid og kræve større engagement fra alle parter at få ingredienserne til at hænge ordentligt sammen, og det vil ærligt vise sig, om de kan. Men gevinsten vil også være en øget sund livsappetit – og kvalitet, der åbner for grænseløse muligheder, hvor den oprindelige martyrgevinst for ’smørklatten’ kan forsvinde til fordel for en fri og mere autentisk – og mindre kønsdomineret – måde at forholde sig til sig selv og sin omverden på.

Vi fængsler os selv i forsøg på at tilfredsstille andre og blive elsket herfor og i forsøg på at opretholde vores ydre status og at undgå at adressere vores indre frygt. Vi pakker os ind i vores egne tanker og forsøger at finde mening og tilfredsstillelse uden for os selv. Men denne konstante søgen fører os paradoksalt nok længere og længere væk fra os selv. Og som vi kommer længere væk, bliver det, vi forsøger at berolige, blot større og binder os mere fast til ting uden for os selv. Som om vi alle var på hver sin Alcatraz-ø. Millioner af øer i et hav af skønhed og fred, men ude af stand til at opleve det, ude af stand til at se, røre, smage og omfavne det, fordi vi er så bundet af vores frygt og bekymrende tanker.

Langsomt bliver vi immune over for verden omkring os. Der kræves mere for at nå os og stimulere os. Forbindelsesbroerne imellem os, vore relationer, vokser sig skæve og forbi hinanden, og vi finder os selv mere ensomme og isolerede i vores egne begrænsede og fastlåste oplevelser af, hvordan livet og verden hænger sammen.

Der er imidlertid den vidunderlige egenskab ved det mentale fængsel, at vi har nøglen til at åbne det. Vi har muligheden for at åbne døren når som helst, vi vil. Selvfølgelig kan det være, at vi ikke vil eller tror på, at vi kan. Fængslet er velkendt og beskytter mod det uden om. Det kan føles trygt og sikkert. Men hvis der er en del af os, der gerne vil ud at blomstre i friheden, ud at danse og synge med livsglædens kraft, så er det et spørgsmål om at tage ansvaret for at åbne den dør, som kun kan åbnes indefra.

At komme ud af vores individuelle fængsel er en proces, der tager tid, tålmodighed og vedvarende nænsomhed over for smerten. En nøgle kan være Fildas blomster og religiøse tro, en anden nøgle kan være Donnas yoga i form af kontakten med åndedrættet og kroppen, en tredje nøgle kan være meditation, en fjerde nøgle kan være terapi, som jeg er vant med. Der findes lige så mange nøgler, som der findes forskellige mennesker og nøglehuller i denne verden. Men for at komme ud i friheden må vi først turde se på vores eget fængsel og tage ansvar for det, lære det godt at kende og dermed vide, hvornår tiden er inde til, at døren kan åbnes; »timing is everything«, som de siger her i Californien, og nu: »Class is up!«.

Hvert eneste øjeblik er en mulighed for at omfavne livet – at mærke og se os selv klart, ufarvet af vores normer, krav og forventninger. Hver gang vi vælger åbenhed frem for anspændt lukkethed, vælger vi frihed over fængsel, kærlighed over frygt og mistillid. Hvis vi lever i øjeblikket og vælger med bevidsthed, har vi mulighed for frihed, uanset hvilke omstændigheder eller hvilken tilstand vi er i. Det gælder også oplevelser og tanker, vi var nødt til at tænke engang for lang tid siden for at kunne overleve i fysisk og psykisk forstand. Jeg tror, det er at være fri og leve frit.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere