Zubair Butt Hussain, gælder der vitterlig andre regler for muslimske debattører i Danmark end for alle andre?
»Jeg vil sige, at der er en anden præmis eller uskrevne regler for muslimske debattører i forhold til andre, udelukkende fordi vi er muslimer. Når jeg taler om radikalisering, terror eller integration, så er det ud fra en prædetermineret holdning til, hvad islam er for en størrelse, og hvordan den praktiseres. Derfor skal jeg først lægge afstand til en del uhyrlige udlæggelser, inden jeg kan forholde mig til emnet. Det er yderst hæmmende«.
Kan du give et eksempel på det?
»Et eksempel, som er frisk i erindring, er nok, da den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad gæstede København. Der indkaldte han til et møde med danske muslimer, hvor jeg også deltog. Det gav et ramaskrig i udvalgte medier og blandt nogle politikere, som anklagede deltagerne for skjulte dagsordner, bare fordi vi deltog. Det skortede ikke på dikteringer af min ytringsfrihed omkring, hvad jeg skulle have sagt til mødet, uagtet hvilken protokol der gjorde sig gældende. Der var efterfølgende påstande om, at jeg også havde noget imod jøder – blot fordi jeg deltog i mødet. Alle, der er interesserede i regionen og reaktionerne under karikaturkrisen imod Danmark, ville da møde op og høre, hvad manden havde at sige«.
Er du ikke selv med til at servere en fribillet til dine modstandere, når du deltager i et møde med en som Ahmadinejad?
»Hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen kan trykke hånd med Robert Mugabe, og dronningen kan give Elefantordenen til Nicolae Ceausescu, så kan jeg vel også dukke op til et møde med Ahmadinejad. Hvis man er interesseret i regionen og international politik, vil man da utvivlsomt møde op og høre, hvad manden har at sige. Fordi jeg har trykket hånd med Pia Kjærsgaard inden en debat i fjernsynet, så kan danske muslimer eller andre vel heller ikke tolke deraf, at jeg er enig med Pia Kjærsgaard«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar