C laus Hjort, som venstremand gør det så ikke ondt på dig, at over halvdelen af de adspurgte internationale journalister med kendskab til Danmark mener, at landets omdømme blev forværret under VKO? »Den undersøgelse giver jeg ikke noget for. Integrationen er en succes i Danmark. Der har aldrig været flere med anden etnisk baggrund end dansk på arbejdsmarkedet og uddannelserne end nu. Det er takket være den politik, som vi førte siden 2001. Det er i sig selv en succeshistorie«.
LÆS MEREThorning gavner Danmarks omdømmeAlligevel svarer 80 procent af de udenlandske journalister, at den danske befolkning under VKO generelt blev opfattet som mere xenofobiske. En succeshistorie? »Det skyldes vores måde at føre debat på. Vores offentlige debat er fri, men den har også været polariseret og trukket meget op i værdidebatten. I den danske debat siger vi, hvad vi mener, og det har udenlandske journalister så noteret sig. Jeg tror, at de udenlandske journalister forveksler vores åbne debat med, at vi af en eller anden grund skulle være xenofobiske. Det er helt forkert«. Er opfattelsen af danskerne som xenofobiske ikke snarere et udtryk for de mange stramninger på det udlændingepolitiske område – hele 76 gange blev udlændingeloven ændret under jeres vagt? »Nej, for alle andre objektive tal og kendsgerninger viser det modsatte: At vi rent faktisk har et velfungerende land, der bestemt ikke er fremmedfjendsk. Når vi laver målinger af danskernes holdning til indvandrere, kan man også se, at vi ikke er xenofobiske – tværtimod. De der journalister fra jeres undersøgelse er åbenbart ikke vant til at føre sådan en åben og fri debat, som vi har i Danmark. I mange andre lande tør man slet ikke diskutere integration«. Du har tidligere udtalt, at en af jeres største sejre i kulturkampen var stramningerne på udlændingeområdet. Var prisen Danmarks omdømme? »Sådan kan du ikke stille det op. Jeg rejser ofte i udlandet, hvor jeg oplever, at danskerne har et godt ry. Det var en meget stor opgave, vi gav os i kast med i 2001, hvor vi foretog en hel omlægning af udlændingepolitikken i Danmark. Det var en nødvendighed, da den socialdemokratiske regering før os havde efterladt et stort hul på integrationsområdet. De tænkte, at det var nok, hvis bare udlændinge passede sig selv og gik i skole. Vi ændrede integrationen således, at den skulle finde sted gennem arbejde«. I 2006 sagde du, at Venstre og Dansk Folkeparti deler et ’værdipolitiske fællesskab’. Gik Venstre for langt i ønsket om en fælles kurs?
