Kære Asger Leth. Lad os for en stund droppe snakken om, hvorvidt piratkopiering er rigtigt eller forkert, og erkende, at det er virkelighed.
Hver gang, der sker omvæltninger, er der tabere. Forandringen er her, om du vil det eller ej. Og hvis man skal tro Politikens analyse, ser det ud til, at ungdommen – dit kommende publikum – ikke har mange kvaler over at piratkopiere. Du har fuldstændig ret i, at det er træls, at man bliver nødt til at se ’Transformers 3’, fordi Hollywood kun tør lave sikre hits. Og jeg kan da også godt forstå, at du og Hollywood stritter imod forandringerne. Det er jeres verden, der bliver revet op med roden.


