1. Klassekamp
Vi skal turde vælge side. Socialister arbejder for min kone, der er sygeplejerske, min ven, der er arbejdsløs HK’er, og min mor, der er sosu-assistent. Og for det Kansas-klædte Danmark, der står op og smører deres berømte leverpostejsmadder.
De skal alle vide, at vores politik handler om dem. Vi ønsker at blive deres politiske tillidsfolk. Det er vigtigt. For uden appel til de brede lønmodtagergrupper, der udgør langt den overvejende del af befolkningen, bliver vi aldrig et folkeparti. Arbejderpartiet er folkepartiets forudsætning – ikke dets modsætning. Det betyder ikke, at kampen for ligestilling og mod diskrimination er mindre vigtig. Det betyder blot, at vi er mere optaget af sosu-assistentens end den kvindelige økonomidirektørs ret til ligeløn. 2. Troværdighed Socialister har selv noget på spil. Der er SF’ere, der mangler praktikpladser. SF’ere, der skulle arbejde 12 minutter mere. Og SF’ere, der skulle pendle gennem betalingsringen. Det er vigtigt. Fordi socialisme handler om at forlange noget af hinanden som forudsætning for at få fællesskaberne til at fungere. Her tænker jeg ikke kun på skatter og afgifter.
Men også på, at vi som borgere deltager i vores lokalsamfund, og at vi optræder tolerant og solidarisk. Det kan vi kun forlange af andre, hvis også det får betydning for vores liv. Det betyder ikke, at ulandshjælp og herberger til hjemløse er ligegyldigt. Det betyder, at vi ikke må ende som hattedamer, hvis primære formål er at dele ud til de værdigt trængende.
