J esper Langballe, du har netop genudgivet pamfletten ’Ægteskabets embede og homoseksualitetens ideologi’, som du skrev for Tidehverv i 1995. Hvorfor er det så forkert, at homoseksuelle ønsker at indgå ægteskab i folkekirken? »Det er hensynet til ægteskabet, det drejer sig om. Og der støtter jeg mig til den engelske historiker Paul Johnson, der kender meget til amerikanske forhold, og som holdt et foredrag på Harvard om ægteskab i USA. Ifølge ham er ægteskabet fuldstændig ødelagt, for efterhånden er det ikke andet end en registrering og en attest, der ikke har nogen familieretsbærende betydning. På grund af en lang række kendelser fra den føderale domstol, der jo er primær retskilde i USA, er ægteskabet blevet til en menneskerettighed i stedet for en lov. Og kronen på værket er så, at man har anerkendt homoseksuelle forhold som ægteskaber i en retlig sammenhæng. Dermed er grænserne for ægteskabet opløst«. Er indholdet af ægteskabet, at man skal have børn? »Nej, det er en underkendelse af ægteskabet at sige, at dets formål slet og ret er børneavl. Men samtidig siger jeg også, at det at få børn er en del af det at være gift. Ufrivillig barnløshed er en sag for sig, men hvis ægtefællerne selv beslutter ikke at få børn af hensyn til karrieren eller på grund af global ressourceknaphed eller noget lignende, så er det ægteskab amputeret. Men jeg siger ikke, at ægteskabet skal være en børneavlsmaskine«. Er årsagen til din modstand mod homoseksuelle ægteskaber, at det vil undergrave selve ægteskabet i bibelsk forstand? »Ja. I min pamflet bruger jeg jo en del plads til at omtale, hvad Bibelen siger om ægteskabet. Ikke skriftfundamentalistisk, men snarere som refleksioner over, hvad især Paulus skriver. Det er jo ham, der har påkaldt sig opmærksomheden i denne sag. Men jeg vil især sige, at det handler om tradition«. Kunne man ikke udvide den tradition til også at omfatte de homoseksuelle? »Nej, det mener jeg ikke. For den tradition indebærer og sætter nogle ganske bestemte grænser. Og hvis man kommer med andre former for samliv og siger, at det også skal anerkendes som et ægteskab, så sætter inflationen ind, og det går som i USA«. Så bliver alting muligt? »Ja det kan man sige«. I din tekst skriver du, at der findes to slags homoseksuelle. De der er født sådan, og de der vælger at leve som homoseksuelle. Kan du uddybe den distinktion? »Det er en tanke, som første gang dukkede op, da jeg læste det hos Rudolf Arendt, en meget betydelig systematisk teolog, som skelnede mellem ’ægte’ og ’falsk’ homoseksualitet. Den tanke har jeg taget til mig, og jeg skelner mellem dem, der har et homoseksuelt anlæg, og så dem der dyrker en ’homoseksualitetens ideologi’«. Hvad er forskellen? »Til de første siger kristendommen: ’Overtag jeres liv som homoseksuelle og lev det med frimodighed i Jesu navn’. Det er der ikke andet at sige til. Men så er der dem, der dyrker ’homoseksualitetens ideologi’, som muligvis har flere heteroseksuelle fortalere end homoseksuelle. Det handler om, at der er opstået sådan en modepræget oplevelsesdyrkelse – og her tolker jeg Paulus’ lange passage fra Romerbrevet, som jeg opfatter som en beskrivelse af Roms forfald. Altså en opfattelse af, at man skal have sine behov opfyldt i stadig højere hast og derfor må opfinde nye behov, som man skal have opfyldt«. »Og her spørger jeg så, hvorfor antallet af homoseksuelle i det gamle Rom steg så hastigt – ligesom det gør i dag? Måske fordi fordømmelsen neddrosles. Det betyder, at flere kommer ud af skabet, men det tror jeg nu ikke er hele forklaringen. I virkeligheden handler det snarere om en ideologisk og epidemisk præget proces, der bliver sat i gang«. Epidemisk ligefrem? »Ja, for vi taler om noget, der breder sig af sig selv« Men maler du ikke Fanden på væggen. For de fleste homoseksuelle er jo mest optaget af at leve et helt almindelige liv. Dem du taler om, er vel de unge, der stadig er søgende, og som er meget udfarende og ønsker at vise deres seksualitet.

»Jo, det er en rigtig god pointe. Jeg har også gode homoseksuelle venner, og fælles for dem alle er, at de overhovedet ikke er interesseret i at gøre deres seksualitet til et offentligt debatemne, hvor de skal demonstrere og stille krav om dit og dat. Og jeg gætter på, at de vil ryste på hovedet af de evige folketingsdebatter om det her emne. De lever bare deres familieliv stille og roligt og har slet ikke det helvedes anerkendelsesbehov, som jeg ikke kan lade være med at spørge mig selv om, hvor det kommer fra«. Hvad mener du? »Hvis jeg nu tager en politisk aktiv bøsse som Simon Emil Ammitzbøll, der har været aktiv i forbindelse med denne debat. Jeg har flere gange spurgt ham, om det handler om anerkendelse, men jeg har aldrig fået et svar. Men sig mig engang, hvorfor kan man ikke bare leve sit liv? Hvorfor skal man rende til politikere eller biskopper for at få et eller andet ritual, så man kan føle sig anerkendt? Jeg mener, fordømmelsen af homoseksuelle har vi jo sagt farvel til«. Men man kan jo så også have det som jeg selv, der egentlig er kristent opdraget og som barn følte mig som et medlem af folkekirkens fællesskab. Hvis jeg vil giftes, kan jeg ikke blive det i en kirke, fordi det bliver med en anden mand. Så det selskab, jeg troede, jeg var en del af, lukker mig faktisk ude. Er det rimeligt? »Hvor vigtigt synes du egentlig, det er?«. Mine søskende er blevet gift i kirken, og for dem var det da en stor ting. »Altså, jeg kunne lige så godt være blevet gift på et rådhus som i en kirke«. Men du siger selv, at det er en særlig dansk tradition, at man kan gifte sig i kirken. »Ja, men det ville ikke for mig personligt være et kardinalpunkt at kunne blive gift i en kirke«. Nej, men det er da underligt at opleve at have været en del af et fællesskab og så opleve, at man alligevel ikke er fuldgyldigt medlem. Kunne folkekirken ikke være så rummelig, at det kunne være op til den enkelte præst selv at afgøre, om han eller hun ville vie homoseksuelle? »Jeg har hørt det synspunkt mange gange, og jeg har så sagt: ’det er noget klynk’. Kom dog søndag formiddag, hvor velsignelsen lyses over alle – heteroseksuelle, homoseksuelle, mænd og kvinder – uden forskel. Det er at gøre en lille ting til noget umådeligt stort«. Det handler om ligestilling. »Jeg er ikke ligestillingsideolog. Ligestilling er ikke et sluttet begreb, der hviler i sig selv. Hvis man skal bruge ordet ’ligestilling’ med mening, så handler det om at være ligestillet over for noget tredje. I kristen sammenhæng er man ligestillet over for Gud, og borgerligt er man ligestillet over for loven. På de to områder skal der være fuldstændig ligestilling. Men ligestilling er i dag kommet til at betyde enshed«. Og det bryder du dig ikke om? »Nej, det er rædselsfuldt, fordi det er en uniformering af tilværelsen, som ikke tager hensyn til vores almindelige dagliglivs praktiske erfaringer, hvor vi kender og accepterer forskellene. Jeg ved ikke, om Lone Dybkjær gør det. Det kan jeg faktisk godt komme lidt i tvivl om. Men vi andre gør«. Handler det her om generationer og om, at du tilhører en ældre generation end mig? »Det kan da godt være. Det vil jeg bestemt ikke afvise. Men her i påsken har jeg diskuteret netop det spørgsmål med min søn, der er præst og som stiller op til Folketinget, og han og jeg er helt enige. Men han er måske også blevet ødelagt hjemmefra, ha ha«. I efteråret havde vi en tekst af din partifælle Søren Espersen i Politikens debatsektion, hvor overskriften lød ’Jeg savner sgu PH’. Her kritiserede han de kulturradikale for at have allieret sig med de mørke kræfter, som er imod kønnenes ligestilling, er imod fri abort og som er homofobe. Det nye frisind skulle findes i Dansk Folkeparti, kunne man forstå. Men når jeg læser begge jeres tekster, kan jeg godt blive i tvivl om, I overhovedet er medlemmer af det samme parti.