Kære Lars. For halvandet år siden bød jeg dig her i Politiken velkommen som statsminister, da Anders Fogh efterlod dig med et Danmark i økonomisk krise, med en uværdig nationalistisk udlændingepolitik og med et Venstre, hvor enhver selvstændig tankegang var bandlyst. Jeg opfordrede dig til at blive den gode, gamle Lars Løkke fra Græsted-Gilleleje, som vi er mange, der kan huske.

Den Lars Løkke, der brændte for en fornyelse af vort velfærdssamfund, for en frisindet holdning også i udlændingepolitikken og for en åben debat, hvor nye ideer kan luftes og diskuteres. En sådan kursændring forudsatte, at du satte dig i respekt – ikke mindst over for Pia Kjærsgaard, der jo med rette i lang tid har været betragtet som Danmarks egentlige leder.