Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kritik. Foghs fortælling var så stærk, at selv de, som ikke stemte på ham, accepterede den, skriver Zeuthen.
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Kritik. Foghs fortælling var så stærk, at selv de, som ikke stemte på ham, accepterede den, skriver Zeuthen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Foghs lorteårti gjorde os til egoister

Forfatter Nikolaj Zeuthen ser tilbage på VK-regeringens 9 år ved magten.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»I dag er det 9 år siden, Venstre og Konservative vandt magten i Danmark.

20. november 2001 fik V og K vippet Poul Nyrup af pinden med tilsammen 40,3 procent af stemmerne.

DF fik 12,0 procent, og dermed stod 52,3 procent af vælgerne bag den nye regering.

Et rigtigt lorteårti, kan man kalde 00’erne.

Det var der, hvor vi blev opdraget til at måle og evaluere os selv. Fogh fortalte os, at vi skulle være verdensmestre i uddannelse, i vækst, i velfærd, ja, i alt.

Vi skulle ud at konkurrere med andre lande i en globaliseret verden.

Det bliver enormt vigtigt, at du og jeg klarer os godt og er sunde og glade og ikke har sygedage og ikke ryger og drikker.

Verdensmesterskabet er et krav om, at vi hver især gør vores bedste. Når man så indimellem bliver ulykkelig eller oplever fiaskoer, er det ikke alene en personlig nedtur.

Det betyder så også, at man ikke bidrager, som man skal, til Danmark«.

Sådan lyder diagnosen af den tidsånd, der blev skabt op igennem 00’erne, fra forfatteren og semiotikeren Nikolaj Zeuthen (f. 1977), der har udgivet romanen ’Verdensmestre’.

Bogen beskriver, hvordan Fogh-æraens ideologi kom til at præge samfundets enkelte individer og i særdeleshed børnefamilien.

Er der ikke grænser for, hvad man kan bebrejde en statsminister?

»Jeg tror, at politikerne har meget mere indflydelse på vores ideer om os selv, end man umiddelbart går og tror. Det vidste Fogh, og han sagde det jo også: kulturkamp, ikke sandt. Hvis de, der bestemmer, bliver ved med at fortælle den samme historie, så bliver den en del af ens måde at se tingene på. Det er 00’erne et eksempel på. Foghs fortælling var så stærk, at selv de, som ikke stemte på ham, accepterede den«.

Kan du uddybe det?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Mange havde en instinktiv fornemmelse af, at Foghs historie var forkert, men det lykkedes aldrig kollektivt at formulere et alternativ. Og så sad man tilbage med den der fornemmelse af, at – måske er det rigtigt. Måske er vi virkelig i den bedste af alle tider, måske har jeg ingen undskyldning for ikke at have succes med mig selv og mine børn, for alle mulighederne er der. Men dermed blev alting individualiseret«.

Resultatet blev en politisk helt uengageret generation, der ængsteligt overvåger egen succes. Og her er børnefamilien den tydeligste strømpil



Indadvendte danskere
Ifølge Nikolaj Zeuthen er problemet, at ’verdensmestertankegangen’ har skabt en uvirkelig personlig ængstelighed hos danskerne i en tid, hvor der er brug for at handle kollektivt på rigtige og alvorlige problemer.

»Fremover vil vi se tilbage på 00’erne med røde ører. God økonomi og lav arbejdsløshed gav os en historisk chance for at vende blikket mod de meget virkelige udfordringer, der venter lige om hjørnet: ophør af billig fossil energi, fødevare- og vandmangel, vækstlogikkens sammenbrud og klimaforandringer. Tænk, hvis vi havde haft en regering, der havde vovet at engagere os i disse problemer og givet os en lyst til at løse dem sammen. I stedet fik vi at vide, at man kun kan hjælpe fællesskabet ved at hjælpe sig selv. Resultatet blev en politisk helt uengageret generation, der ængsteligt overvåger egen succes. Og her er børnefamilien den tydeligste strømpil«.

Hvordan ser børnefamilien så ud i dag?

»Får man at vide, at der er alle muligheder for at blive verdenshistoriens bedste forældre og for at få alle tiders mest lykkelige, glade og kreative børn, så falder det også tilbage på en selv, hvis det ikke bliver sådan. Derfor er generationens forældre meget følsomme, når deres børn viser tegn på ikke at være glade. Når børnene indimellem er forvirrede, triste eller opfører sig uforudsigeligt, som børn jo gør af og til, bliver forældrene ulykkelige og urolige: Der må være noget galt med os, hvis vi ikke kan få det her til at lykkes. Derfor bliver de fanget i nogle spiraler, hvor de hele tiden skal evaluere«.

Hvad mener du?

»Ja, de skal hele tiden finde tegn, som kan fortælle dem, om de har gjort det godt. Og for forældrene bliver børnene tegnet over alle tegn. Hvis de små er glade, så har vi gjort det godt. Hvis de virker triste, har vi nok gjort det dårligt. Hvis den historie kører for meget i ens hoved, er det farligt, for det er slet ikke meningen, at børnene skal bære denne kæmpe betydning«.

En trestjernet spegepølse
Zeuthen mener, at 00’ernes forældre er endt i en ekstrem og usund optagethed af børnene.

»Moderne forældre har fået kontrol på hjernen. De skal vide, hvad børnene spiser, hvad de har på af tøj, hvem de leger med. Alt skal man observere og i en eller anden grad kontrollere. En masse små ting får dermed en kæmpe betydning. Om børnene skal have rismælk eller komælk f.eks. Det er en diskussion, der har fyldt utrolig meget i danske medier, og den er et glimrende eksempel på, at tingene er drevet ud i det absurde. Det er der, det bliver sygeligt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mennesker har altid målt sig med hinanden, men jeg mener, at der er sket et skred i 00’erne, hvor angsten for, at man som individ og forælder ikke realiserer det rigtige, gode og sunde liv, skygger for de i virkeligheden enormt tydelige kollektive problemer.



Hvordan sygeligt?

»Det er sygeligt, når du bliver panisk angst, fordi dit barn har været hjemme hos en veninde og fået et glas komælk eller har siddet i en bil med en, der har røget en cigaret. Eller når det at servere en ikke-økologisk, trestjernet spegepølse for sit barn er stigmatiserende«.

Vil man ikke bare give sine børn gode vilkår?

»Jo. Vi elsker vores børn. Det er udgangspunktet. Men i kærligheden bliver vi sårbare og åbne for alle de hule fortællinger om ’det gode liv’. Og så bliver økologi og sundhed pludselig noget, man bruger for at vise sin omverden, hvor god en forælder man er. Hvor stor en succes man er«.

Har det ikke altid været sådan?

»Mennesker har altid målt sig med hinanden, men jeg mener, at der er sket et skred i 00’erne, hvor angsten for, at man som individ og forælder ikke realiserer det rigtige, gode og sunde liv, skygger for de i virkeligheden enormt tydelige kollektive problemer. Dem, vi står over for, og som vil ramme os hårdt inden for 20-30 år, hvis ikke vi får nogle ledere, der har modet til at sadle om og gøre op med verdensmestertanken«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden