Det er tankevækkende, at debatten om Socialdemokraterne (særlig blandt folk, der ikke stemmer på partiet) næsten altid handler om, hvorvidt partiet bør være mere eller mindre ’venstreorienteret’. I det lys er de seneste ugers klammeri med Enhedslisten slet ikke noget nyt; kritikken for at svigte revolutionen og socialismen går durk igennem hele partiets historie fra Louis Pio, der forsøgte at kontrollere de vilde strejker, over Kanslergadeforliget (hvor kommunisterne rasede med deres ’socialfascister’) og endnu senere SF, der tordnede imod Krags ’helhedsløsninger’ i 1960’erne.
Eksperter dræber Enhedslistens revolution Klasseforrædere, har det altid heddet fra det yderste venstre, hvad der på sin vis er helt korrekt. Socialdemokratierne er trods alt grundlagt på selve opgøret med den ’rene’ lære, dvs. den kommunisme, der definerede sandheden på forhånd, og som primært var et parti for én samfundsklasse. Socialdemokraterne ’svigtede’ i det lys allerede for et århundrede siden doktrinerne til fordel for ambitionen om at være et samfundsbærende parti.
