Det er i år fem år siden, at FN’s medlemslande, herunder Danmark – i et forsøg på at yde hjælp til civile fanget i væbnet konflikt – via FN vedtog et ’ansvar for at beskytte’ verdens befolkning mod folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, etnisk udrensning og krigsforbrydelser – internationalt kendt som ’responsibility to protect’, R2P.
Det drejer sig først og fremmest om et ansvar, som gælder for de enkelte stater. Men også det internationale samfund bærer et ansvar for at forebygge og gribe ind i situationer, hvor den enkelte stat ikke kan eller vil beskytte sin befolkning – om nødvendigt med væbnet magt. At staten ikke i alle tilfælde kan eller vil beskytte sin befolkning, er desværre den globale virkelighed. 95 pct. af verdens væbnede konflikter har siden midten af 1990’erne fundet sted internt, og i en række tilfælde er befolkningsgrupper tilmed blevet forfulgt alene med baggrund i etnicitet eller religion. Under folkedrabet i Rwanda i 1994 mistede omkring 800.000 livet i løbet af blot 100 dage, mens konflikten i Darfur siden 2003 har kostet op mod 400.000 livet.
