Jeg hedder Natasha, har boet i Hellerup i 18 ud af snart 23 år, har gået på Hellerup Skole og Øregård Gymnasium, og er nu i gang med min kandidat i jura på Københavns Universitet.
Umiddelbart lyder jeg pæredansk. Det er jeg også, men jeg er mere end det: Mine forældre kommer fra henholdsvis Libanon og Palæstina. Min familie flygtede fra borgerkrigen i Libanon i 1988 og endte ved tilfældigheder i Danmark. Jeg er også praktiserende muslim, hvilket betyder, at jeg beder dagligt og faster, når ramadanen melder sin ankomst. Desuden bærer jeg tørklæde og har gjort det, siden jeg var 13 år gammel. Jeg har haft en rolig og tryg barndom. Kun på sjældne tidspunkter følte jeg mig anderledes end alle de andre i klassen. Som barn gik jeg med til børnegudstjenesterne hver torsdag efter skole, lånte børnebiblen med hjem, kom med til samtlige af mine venners konfirmation, fastede under ramadanen, fra jeg var 6 år gammel (halve dage, vel at mærke) og gik til arabiskundervisning hver lørdag i flere år. I dag kan jeg se tilbage på min barndom og smile af, hvor mangfoldig – eller forvirret/søgende – jeg har været – præcis som et barn skal være, og heldigvis er mangfoldigheden en kvalitet, jeg har beholdt.

