Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Brænd mine breve behørigt, hr. minister

Jeg nægter at betale for Post Danmarks manglende evner, skriver debattør til transportministeren.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De seneste 20 år har det i den politiske klasse her i landet været god latin, at det bedste, man kan gøre for infrastrukturen, er at privatisere den. Og det har man så ihærdigt arbejdet på, uanset om regeringen var socialdemokratisk eller borgerlig.

Logikken har været, at man - ved at omdanne de gamle etater til aktieselskaber og indføre professionel ledelse - ville kunne opnå både kvalitetsforbedringer og betydelige besparelser. Det har været målet på kort sigt.

På længere sigt har målet været at afhænde disse statslige aktieselskaber til private aktører, så samfundsværdierne holdt op med at være samfundsværdier og i stedet blev en del af det pulserende erhvervsliv.

’Professionel ledelse’ er et pudsigt udtryk. Det antyder jo ligesom, at de tidligere etater blev ledet uprofessionelt. Men i denne sammenhæng betyder ’professionel’ ikke ’dygtig’ eller ’kompetent’ - det betyder slet og ret, at bestyrelser og direktioner aflønnes på linje med bestyrelser og direktioner i det rigtige erhvervsliv, som alle ser op til med stor, nærmest fetichistisk ærefrygt.



Og hillemænd, hvor er det da ikke gået! Offentlig transport er blevet billigere, portoen er sænket, togene går til tiden, og postgangen ...

Nå nej, sådan hænger det jo ikke lige sammen.

Alting er blevet meget dyrere, den offentlige transport ligger i ruiner, helt bogstaveligt, og nylig har man i aviserne kunnet læse, at postvæsenet prioriterer adresseløse reklameforsendelser over breve til borgerne, fordi de adresseløse forsendelser skæpper mere i postvæsenets kasse end brevene, som ganske enkelt bliver holdt tilbage.

Jeg nægter at betale dyre, skattebelagte kroner til øget arbejdsløshed og yderligere forarmelse af samfundet.



Faktisk har det ikke tilnærmelsesvis fungeret, sådan som man havde forestillet sig. Det har slet ikke fungeret, punktum. Hvilket dog ikke har fået de såkaldt ansvarlige politikere til at standse op og overveje, om det overhovedet, i udgangspunktet, var nogen god idé.

Man mosler selvfølgelig bare på, det må da for fanden på et eller andet tidspunkt lykkes at få banket den dér trekantede klods ned i det dér runde hul!



Postvæsenet kom til at hedde Post Danmark, men det er aldrig blevet nogen særlig god forretning. Og det skal det jo blive, hvis politikerne skal gøre sig håb om nogensinde at afhænde det. Så der må strammes op. Der må rationaliseres. Hvilket betyder: Der må fyres folk.

Til den ende har man vedtaget en postlov, som medfører visse anlægsarbejder. Således skal parcelhuses postkasser, som tidligere sad på husene, nu flyttes ud til vejen. Så postudbringningen kan gå hurtigere og klares af færre postbude.

Det er en stor investering, som Post Danmark naturligvis ikke har råd til. Den politiske klasse har så løst det problem ved at vælte investeringen i anlægsarbejdet over på den enkelte borger. Ikke via skattebilletten, men ved at pålægge den enkelte husejer selv at stå for anlægsarbejdet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Udgiften til dette anlægsarbejde svinger voldsomt fra hus til hus. Hvis huset f.eks. er omgivet af et plankeværk, kan det måske klares for en 20-30 kroner til skruer og møtrikker. I andre tilfælde er der tale om en udgift på flere tusinde kroner.

Sådan er det med vores hus, som er omgivet af en over 60 år gammel hæk med et udbredt, knortet rodnet. Det vil vel koste mindst en 2.000-3.000 kroner. Til gengæld for denne investering i Post Danmarks anlæg kan vi se frem til ringere service. Og glæde os med den politiske klasse, hvis det engang skulle lykkes den at afhænde endnu en bid af samfundets infrastruktur.

Men det vil jeg ikke! Jeg nægter at betale dyre, skattebelagte kroner til øget arbejdsløshed og yderligere forarmelse af samfundet. Og derfor henvender jeg mig nu til Dem, Henrik Dam Kristensen, da De er den øverste politisk ansvarlige for Post Danmark.

»Brænd mine breve«, sang Bjørn Tidmand. Og jeg vil bede Dem om at garantere, at den post, som vi efter 1. januar 2012 ikke længere kan modtage, ikke bare bliver smidt ud, men behørigt brændt, så den ikke falder i de forkerte hænder.

Og kom ikke og sig, at jeg så selv må hente posten på posthuset, for det gør jeg ikke.

LÆS ARTIKEL

Der er også alt for meget post. Eftersom jeg sidder i Statens Kunstfonds litteraturudvalg, modtager jeg en hulens masse forsendelser. Dem får jeg så ikke i fremtiden. Til gengæld slipper jeg for henvendelser fra offentlige myndigheder.

Og det er måske ikke så ringe endda!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden