»En venskabelig aftale, hvor alle parter yder noget«

Da den saudiarabiske advokat Faisal Yamani i august sidste år i et brev opstillede en række krav til de aviser, der genoptrykte den omdiskuterede Muhammed-tegning af Kurt Westergaard, var dansk presse enige om at afvise kravene.

LÆS ARTIKEL På vegne af otte foreninger, der repræsenterer direkte efterkommere af profeten Muhammed i en række lande i Mellemøsten, krævede advokaten, at aviserne skulle fjerne tegningen fra nettet, at aviserne skulle undskylde den fornærmelse af muslimer, som genoptrykningen udløste, og at aviserne ikke igen vil bringe tilsvarende tegninger eller materiale, der kan krænke advokatens klienter. Tøger Seidenfaden, dengang afviste du i et brev til advokat Yamani , at der ville blive tale om undskyldninger eller beklagelser, hvorfor har du skiftet holdning og er på tilbagetog?»Det er ikke et tilbagetog, sagen skal ses i sin helhed. Dengang havde Yamanis klienter en helt masse urimelige og urealistiske krav, Jeg ridsede vores grundsynspunkter op i mit svar. Så har vi efterfølgende haft en dialog, hvor synspunkterne har nærmet sig hinanden, og vi er kommet frem til et forlig, vi kunne blive enige om«.

LÆS

Men du skrev i et svar til advokaten: »Vi ser ingen grund til at beklage vore handlinger i denne sag«. Hvorfor beklager Politiken så nu?

»Efterhånden har dialogen mellem os udviklet sig, og en række af advokat Yamanis krav – som ikke er acceptable for Politiken – er faldet bort. Til gengæld har vi ikke haft nogen problemer med at beklage, at vi krænkede mange muslimer, da vi i februar 2008 sammen med de fleste danske aviser genoptrykte Kurt Westergaards Muhammed-tegning efter afsløringen af attentatplanerne mod ham. Det er selvfølgelig en imødekommelse. Det ligger i at indgå en venskabelig aftale, hvor alle parter yder noget«.

Hvorfor ikke bare tie hele denne sag ihjel?

»Det kan vi jo ikke. Alternativet til et forlig er en retssag, og en retssag vil blive dækket i pressen, og den vil trække ud«.

I en retssag vil Yamanis klienter tabe, og så vil de lære, at man ikke kan begrænse ytringsfriheden?

»Det er spørgsmålet. De vil formentlig tabe ved en dansk domstol – der er fortilfælde, så det er sandsynligt. Hvad udfaldet bliver af en sag et andet sted i verden er ikke til at sige, og den vil under alle omstændigheder blive meget langvarig«.

»Vi har haft alt for mange eksempler på, at diskussionerne ikke bringer os videre. Det her er i al beskedenhed et eksempel på, at en dansk og en muslimsk aktør finder sammen. Vi er slet ikke enige om alt. Vi har hver vores synspunkter, men vi har fundet en model, hvor begge parter kan sige, vi er tilfredse. Vi kan skrue ned for spændingerne og se fremad«.

Dialog er motivet
Faisal Yamani repræsenterer klienter med store midler. I har allerede haft forhandlinger i London, og en eventuel retssag i f.eks. London ville betyde store advokatomkostninger for Politiken. Har det spillet nogen rolle for aftalen?

»Nej, det er altid skønt at slippe for retssager, men hovedmotivet er meget enkelt. Politikens linje i hele denne lange mareridtsagtige sag har jo hele tiden været, at der skulle være mere dialog. Og her er så en ny fase, nemlig den, der blev indledt af advokat Yamani, da han skrev til danske aviser i august sidste år. Det gav en mulighed for, at Politiken selv demonstrerede lidt dialog«.

LÆS LEDER

Mange vil mene, at du har solgt ud af ytringsfriheden ved overhovedet at tale med nogen, der ønsker at begrænse den?

»For det første er det meget vigtigt at slå fast, at Politiken ikke på nogen måde begrænser sin ytringsfrihed. Vi kan også i fremtiden bringe alle de karikaturtegninger og alle de tekster, vi har lyst til i avisen – uanset om der er risiko for, at de krænker nogen. Vi har en fuldstændig ubegrænset redaktionel frihed under ansvar over for dansk lov, som vi altid har haft«.

Bliver den aftale ikke et lod i vægtskålen, når der skal træffes svære beslutninger i den redaktionelle proces i fremtiden – nu skal vi passe på, at vi ikke fornærmer nogen?

»Der er intet usædvanligt i, at vi er i dialog med læserne, og at læserne føler sig krænket over det ene eller det andet f.eks. karikaturtegninger. Det håndterer vi ved at gå i dialog med folk og finde ud af, hvad det her handler om. Vi afvejer skadevirkningen med årsagerne til, at vi bragte det pågældende stof. Og så finder vi en løsning«.

Men det plejer Politiken ikke at bringe på forsiden af avisen og på hele side 3 og 4. Er der særbehandling for muslimer?

»Det har jo noget at gøre med, at det ikke er en ligegyldig sag. Forhistorien er Muhammed-krisen, som jeg tror, at Anders Fogh Rasmussen kaldte den største udenrigspolitiske krise siden 2. Verdenskrig. Enhver krise, eller som nu et forlig vedrørende denne sag, har større nyhedsinteresse end så meget andet«.

»Yamanis klienter ser fremad, og derudover udtrykker de sammen med os nogle meget fornuftige synspunkter. Det her kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede og er blevet ved med at dukke op«.

»Vi udtrykker forståelse for, at millioner af muslimer vitterligt har følt sig krænket af en påstand om, at deres profet skulle være en terrorist, og at islam skulle være en terroristisk religion. Det kan man godt forstå er en meget grov påstand for en almindelig muslim. På den anden side fraviger vi ikke principperne om ytringsfrihed og redaktionel frihed. Her har det været muligt at finde et balancepunkt, hvor begge parter får noget. Det er netop det, diplomati og dialog handler om«.

Fleksibilitet fra begge sider

Svækker du andre dagblades ønske om ikke at indgå forlig?»Det mener jeg ikke. Vi har lavet et forlig, det viser, at det kan lade sig gøre. Der har været stor fleksibilitet også fra den anden side i processen. Men det må være op til andre aviser at søge forlig på deres præmisser«. Var det forkert at genoptrykke tegningerne dengang?

»Det syntes vi ikke dengang. Vi havde trykt dem flere gange tidligere, det var ikke en provokation eller for at ydmyge nogen, det var alene en del af vores nyhedsdækning. Men i februar 2008 gik det galt. Det blev refereret af internationale nyhedsbureauer på en måde, så det fik en utrolig negativ effekt ude i den store verden. Vores fine nuancer gik tabt«. Ingen aviser bragte tegningen, da der var terrortrusler mod Jyllands-Posten, eller da Kurt Westergaard blev overfaldet 1. januar i år?»Det er en af de ting, der gør, at jeg håber og tror, at der vil være en vis forståelse i det danske samfund for det, vi har gjort. I begge tilfælde var der lige så gode grunde til at trykke tegningen som i februar 2008. Ikke desto mindre har vi ikke trykt den, og andre har heller ikke trykt den. Det ser jeg som en erkendelse af de skadevirkninger, som genoptrykningen har medført, og som vi ikke havde gjort os klart dengang. Den tegning er simpelthen blevet et hadesymbol, der er en provokation i sig selv«. »Derfor mener jeg – uden at overgøre det her – at det er en lille brik, der kunne betyde, at det danske civilsamfund kan få afsluttet denne sag. Al-Qaeda og andre psykopater derude vil givetvis blive ved med at dyrke sagen, men almindelige respektable muslimer, som ikke tænker i bombeattentater, kan føle, at denne sag er slut, på samme måde som danskerne kan sige, at nu er denne her sag afsluttet. Det er forliget en lille del af«.

DOKUMENTATION og

IN ENGLISH and