For et par år siden blev det som led i årets regeringsaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen besluttet, at det specialiserede socialområde økonomisk set skulle være et ’styrbart’ område.
Det lyder umiddelbart rimeligt, at økonomien skal styres, men bag de fine ord handlede det om, at man ikke længere ville øge budgetterne til området, ’bare’ fordi antallet af borgere med behov for specialiseret social indsats steg. Der har således de sidste par år i praksis været tale om fastlåste budgetter i kommunerne til det specialiserede socialområde – til trods for at antallet af børn, unge og voksne med behov for hjælp inden for området er steget markant.

