Dansk Folkepartis partiformand, Kristian Thulesen Dahl tror, at de andre politiske partier anno 2012 misunder partiet, at det tør stå ved, at det oftest er ganske få personer, der træffer de vidtgående beslutninger i partiet.
Kristian Thulesen Dahl makulerer to ud af læsernes fem fordomme om partiet.
Fordom 1: Er fremmedfjendske og nationalistiske
»Det er noget vrøvl. Det, at bevare et Danmark med de danske værdier, vi kender. Også i en tid, hvor der er øget ind- og udvandring over landegrænser, har ikke noget med fremmedfjendskhed at gøre«.
På jeres årsmøde blev der sunget ’Kong Christian’ og ’Der er et yndigt land’. Er det udtryk for, at I er nationalistiske i Dansk Folkeparti?
»Nej, det er udtryk for, at vi er nationalsindede. Vi er jo på mange felter nationalkonservative. Vi ønsker at bevare Danmark med de værdier, vi synes er gode at bevare i Danmark. Og det kæmper vi for i en tid, hvor det, at der er en ændret befolkningssammensætning, gør det svært sommetider at beholde danske værdier. Men hvis vi synes, at noget er positivt i vores samfund, så skal vi jo gøre en indsats for at bevare det«.
Også selv om det er folk med anden etnisk baggrund?
»Det handler i virkeligheden ikke om, at folk har anden etnisk baggrund. Det handler om, at hvis de kommer til Danmark, så anerkender de, at de er en del af et samfund, der bygger på en historie, som de må acceptere. Det betyder, at vi har formet det her land på en måde, som vi danskere synes er rar og har nogle gode ting i sig«.
Fordom 2: Består af utroligt mange ældre personer
»Vores folketingsgruppe er nok den folketingsgruppe, der er allermest repræsentativ i forhold til den danske befolkning. Men vi ved godt, at der er rigtig mange ældre, der er blandt vores vælgere. Det er vi stolte af, og det synes vi faktisk er rigtig godt. For vi har aldrig lagt skjul på, at vi har en ældrepolitik, der handler om at tage vare på vores ældre medborgere«.
Så I er et parti, der gør klar til selv at gå på pension?
»Vi er et parti, der er bevidste om, at der er mange ældre personer, der har behov for en politisk håndsrækning, fordi der kan man ikke bare sige, at hvis du ikke har særligt meget, hvis du ikke er ved muffen, så kan du bare gå ud og tage nogle timer på arbejdsmarkedet«.
Fordom 3: Er uuddannede og uoplyste
Jeg synes jo, at folk sagtens kan være oplyste uden at have en lang uddannelse bag sig
»Jeg synes, det er latterligt. Det kommer typisk fra folk, der i virkeligheden er fagligt snobbede og kun mener, at man kan være et oplyst og rigtig godt menneske, hvis man er veluddannet i form af en lang uddannelse. Det er typisk også folk, som mener, at hvis man har en erhvervsuddannelse eksempelvis, hvis man har et håndværk, man bedriver, så er man ikke fin nok«.
»Man skal være akademiker, man skal have gået på universitet og vide en helt masse ting. Jeg synes jo, at folk sagtens kan være oplyste uden at have en lang uddannelse bag sig«.
Fordom 4: Beslutninger foretages af få personer
»Jeg vil sige, at beslutningerne foretages af forholdsvist få personer. Det er et definitionsspørgsmål ved få«.
»Jeg tror, at Peter Skaarup, der nu er gruppeformand eller Søren Espersen, der er næstformand og vores hovedbestyrelse vil føle et vist ansvar for vores beslutninger. Men selve vurderingen af, at Dansk Folkeparti er et mere topstyret parti, end hvad andre partier vil være ved, at de er. Det er rigtigt nok. Vi har jo aldrig lagt skjul på, at vælgerne skal vide, hvor de har os. Og det betyder også, at vi i klart sprog kan udtrykke, hvor vi står holdningsmæssigt«.
I er med andre ord ligeglade med, hvad jeres vælgere mener?
»Nej, det er faktisk af respekt for vores vælgere. Hvis vi for eksempel op til et valg siger, at vi mener noget bestemt, så skal de også kunne regne med det efter valgdagen. Og det gør, at der er en vis styring på tingene, som vi aldrig har været beklemte ved«.
Fordom 5: De ægte Socialdemokrater
»Jamen, det lyder jo egentlig meget rigtigt, for vi baserer vores politik på to ting. Dels en nationalkonservatisme, der handler om vores nation og fædreland og holde fast i de gode værdier, vi synes, vi har i Danmark«.
»Og så supplerer vi ofte med den her stænk af det, som vi vurderer som gammel socialdemokratisme. Hvor man har en ægte interesse for de mest udsatte i vores samfund, og det her med, at vi har et fællesskab i vores samfund, som vi skal bevare. Og det kan vi hurtigt kaste bort i løbet af et par årtier med en ændret befolkningssammensætning, hvis vi ikke tænker os grundigt om«.
fortsæt med at læse


