Det var ikke os, der besatte Ungdomshuset

Lyt til artiklen

Næstformanden for Enhedslistens folketingsgruppe, Pernille Skipper, mener ikke, at partiets store medlemsinddragelse forhindrer partiet i at opnå resultater.

Den retspolitiske ordfører makulerer tre ud af læsernes fem fordomme om Enhedslisten.

Fordom 1: Er autonome eller kommunister

»Det lyder lidt sært. Jeg tror, der ligger en hel masse underlæggende fordomme i det her, som vi på ingen måde er«.

Men det var da jer, der besatte Ungdomshuset blandt andet?

»Nej, det var ikke Enhedslisten. Det er jeg ret sikker på, at vi ikke tog en kollektiv beslutning om at gøre. Men det er rigtigt, at Enhedslisten gerne vil have et anderledes samfund. Vi vil gerne have et samfund, hvor det i højere grad er dem, der i forvejen har meget, der er med til for eksempel at betale regningen for den økonomiske krise«.

Fordom 2: Klarer alt i en rundkreds

»Vi klarer ikke alt i en rundkreds. Det har vi slet ikke tid til. Men det er rigtigt, at Enhedslisten har jo en meget højere grad af demokrati end så mange andre partier har. Vores medlemmer har stor indflydelse på den politik, vi udfører i det daglige. Det er jeg egentlig rigtig, rigtig stolt af«.

Er der ikke for mange kokke i Enhedslisten?

»Det synes jeg ikke. Jeg tror, at politik bliver bedre af, at mennesker arbejder sammen, udveksler synspunkter og involverer mange. Jeg tror ikke, at det, at en eller få personer, der tager alle de vigtige beslutninger, gør beslutningerne bedre«.

KONSERVATIVE

Vi har masser af yngre kvinder - Lene Espersen for eksempel

Hvor stor indflydelse har jeres bagland?

»Stor indflydelse. Vi har jo en hovedbestyrelse, der er meget berygtet i medierne, som trods alt er vores medlemmer og er inde over langt de fleste af de store beslutninger i partiet«.

Kan det ikke forhindre jer i at opnå resultater, når I har så stort et bagland, der skal behages?

»Det handler ikke om at behage, men om at komme frem til de bedste politiske beslutninger, og jeg tror, vi får mere kvalificerede beslutninger ud af, at mange mennesker er med til at diskutere det. Jeg tror ikke, at fordi man er vant til Folketinget, så ved man bedst om alt«.

Fordom 3: Vil have så rene hænder, at de ikke vil tage ansvar

»Jeg synes faktisk, at vi så det modsatte med skattereformen. Der er ikke nogen tvivl om, at vi i Enhedslisten har nogle meget klare holdninger, og vi går meget op i, at hvis man stemmer på os eller støtter os, så ved man, at vi står ved det, vi siger«.

»Men samtidig ved vi godt, at politik handler om kompromiser. For eksempel i forbindelse med skattereformen. Vi sagde ja til, at man hævede topskattegrænsen, selv om det ikke var vores kop te. Fordi vi så på den måde kunne sørge for, at arbejdsløse og mennesker med handikap ikke skulle være med til at betale«.

Så det passer ikke?

DE RADKIALE

Margrethe Vestager: Vi er ikke spelt-fanatikere

»Nej. På ingen måde. Vi vil gerne være med til at tage ansvar. Vi vil gøre alt for at trække den her regering så langt til venstre, som vi kan slippe af sted med. Det betyder også, at vi skal gå på kompromis en gang i mellem, men det synes jeg også, vi har vist, at vi er villige til at gøre«.

Har der været en omstillingsproces fra oppositionsparti til støtteparti, som I ikke har været gode nok til at gennemføre?

»Nej, det er klart, at det er nemmere at lave kompromiser og komme til et fælles resultat med den her regering, end det var under Lars Løkke, så selvfølgelig har der været flere forhandlinger, som vi har været en del af, efter den nye regering er kommet til«.

Fordom 4: Drikker økologisk øl

»Vi drikker både økologiske øl og almindelige øl, men jeg tror, det er en overdrivelse at sige, at alle i Enhedslisten kun drikker økologiske øl«.

DANSK FOLKEPARTI

Kristian Thulesen Dahl: Vi er ikke uuddannede og uoplyste

Til gengæld går I i sweatere og er en form for hippier…

»Nej, det er vi ikke. Men der er da sikkert nogen, der går i sweater. Der er sikkert også nogen, der drikker økologisk øl. Du kan også godt finde en økologisk øl nede i vores frokoststue, men du kan også finde en almindelig øl«.

Fordom 5: Er virkelighedsfjerne

»Det synes jeg ikke, vi er. Vi går utroligt meget op i at sørge for, at vores politik er politik, der kan blive til virkelighed og som kan føre til konkrete forbedringer her og nu«.

Men I lever jo ikke i den samme virkelighed som resten af Folketinget…

»Jo, det synes jeg, vi gør. Det er klart, at vi nogle gange møder fordommen om, at vi er økonomisk uansvarlige eller virkelighedsfjerne. Men jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være økonomisk uansvarligt for eksempel gerne at ville lave en skat på finansielle transaktioner, og i det hele taget bede nogen af dem, som har rigtig meget om også at betale for den økonomiske krise«.

Niklas Rehn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her