Justitsministeren så lettet ud, da det lykkedes ham at veksle diverse borgergoder til 200 nye pladser i fængslerne. Pladser, som er nødvendige, fordi man har øget straframmen for en række forseelser, ikke fordi kriminaliteten er steget. LÆS OGSÅBred aftale sikrer 200 nye celler og et rockerfængsel Men hvor er det deprimerende, at der i skabelsen af forliget omkring fængslerne tages betydelig mere hensyn til mavefornemmelser end til faktuel viden. Politikerne har ellers så travlt med at understrege, at vi alle sammen skal blive bedre uddannede og helst de dygtigste i hele verden. Men så er det da underligt, at politikerne ikke vil lytte til fagkundskaben, i dette tilfælde kriminologerne, som har brugt masser af år på at sætte sig ind i virkningen af straf. Deres studier har for længst dokumenteret, at længere straffe ikke har nogen positiv effekt på rehabiliteringen af indsatte, tværtimod.
Ikke bare kommer politikerne til at tabe deres argument for mere uddannelse og forskning på gulvet, de kommer også til at spilde knappe skattekroner på tiltag, der gør ondt værre.



