Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Engelsk er nødvendigt, men ikke nok

Manglen på respekt for sprog som profession går i Danmark hånd i hånd med en bevidstløs tro på, at engelsk er det eneste fremmedsprog, vi behøver.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I løbet af de sidste seks år har jeg tilbragt mindst 85 dage på forskellige københavnske og nordsjællandske hospitaler.

Heldigvis ikke som patient eller pårørende, men som del af en gruppe konferencetolke, der ledsagede et hold amerikanske eksperter i hospitalsdrift og patientsikkerhed, som med et par års mellemrum har besøgt hospitalerne i Hovedstadsregionen for at akkreditere dem i henhold til et system af internationale standarder.

I modsætning til den ellers mere og mere udbredte ønsketænkning om danskeres evne til at klare hvad som helst på engelsk, havde man truffet den begavede beslutning at engagere et hold tolke, således at amerikanerne kunne tale engelsk uden at skulle spekulere over, om de nu også blev forstået, og danskerne kunne tale dansk og således koncentrere sig om indholdet og nuancerne uden at skulle spekulere på, hvordan man bedst udtrykte det hele på et fremmedsprog.

Selv om det var en politisk beslutning fra systemets top (foranlediget af amerikanernes mangeårige erfaringer med den slags besøg over hele verden), at personalet skulle tale dansk, var der alligevel folk, der insisterede på at tale engelsk.

Nogle gjorde det så godt, at det ville have været tåbeligt at insistere på at tolke for dem, mens andre burde have gjort, som de havde fået besked på, og have holdt sig til dansk.

De allerfleste – fra portører og rengøringsfolk til overlæger og hospitalsdirektører – benyttede sig dog efterhånden af tilbuddet om tolkning, og det er mit indtryk, at kommunikationen i det store hele fungerede til alles tilfredshed.

Når vi efter endt besøg forlod en afdeling, var der ofte en eller flere blandt personalet, der sagde til tolken: »Tænk at kunne sprog, sådan som I kan«.

Det var venligt ment og venligt sagt, og da jeg havde hørt det nogle gange, var jeg efterhånden i stand til med velforberedt åndsnærværelse at replicere: »Tænk at kunne gøre folk raske, sådan som I kan«.

Det var pænt og belevent af mig – og i øvrigt udtryk for ægte beundring for det arbejde og engagement, som jeg havde set på hospitalet – men det var også et diskret forsøg på at modarbejde en udbredt tilbøjelighed til at betragte dét at kunne sprog på et professionelt niveau som en gave, som nogle har og andre ikke har, i modsætning til f.eks. det at være sygeplejerske eller læge, som åbenbart er noget, som enhver formodes at kunne lære, bare man gør den fornødne indsats.

Det er ikke bare et spørgsmål om min private forfængelighed. Det er i meget høj grad et sprogpolitisk – og dermed både kultur-, erhvervs- og uddannelsespolitisk – spørgsmål.

Et meget alvorligt problem i disse år er nemlig, at der i mange forskellige kredse og på mange forskellige niveauer mangler forståelse af, at professionel sprogbeherskelse er en ’hård’ kompetence på linje med alle mulige mere anerkendte tekniske eller merkantile kompetencer.

Sprog er med andre ord ikke noget, man ’bare kan’ – det at lære et sprog på et niveau, hvor det kan bruges professionelt, og at vedligeholde og videreudvikle det, kræver hårdt arbejde og systematisk uddannelse og videreuddannelse.

Man skulle tro, at det var noget, der ville være en voksende forståelse for i en tid, hvor der jo er almindelig enighed om, at kendskabet til fremmedsprog er en nødvendig forudsætning for at kunne klare sig – for at kunne konkurrere – i den globaliserede verden.

Men det er ejendommeligt nok ikke tilfældet.

Denne mangel på respekt for sprog som profession går i Danmark hånd i hånd med en stærk og bevidstløs tro på, at engelsk i virkeligheden er det eneste fremmedsprog, der er brug for.

Denne kombination af fejltagelser kommer til udtryk på mangfoldige måder. For tiden for eksempel ved, at Copenhagen Business School – Handelshøjskolen i København, you know – netop har besluttet at nedlægge en række sproguddannelser, således at der i løbet af nogle år ikke længere vil blive uddannet tolke og translatører i spansk, fransk og tysk, mens italiensk og russisk helt vil forsvinde.

Det er en disposition, som er blevet mødt med bekymring af Dansk Industri, som – givetvis helt korrekt – gør opmærksom på, at det at kunne flere fremmedsprog ofte er en nødvendighed for at kunne agere på det internationale marked – men det har altså ikke været tilstrækkeligt til at bremse den.

CBS’ beslutning står langtfra alene.

Den er en del af den mangeårige tendens i det danske undervisningssystem (og, kunne man tilføje, inden for public service-mediernes indkøbspolitik), som har medført, at danskerne i de senere år er blevet jævnt hen dårligere til tysk og fransk.

Fransk er som bekendt et verdenssprog, og tysk tales af ca. 100 millioner mennesker lige syd for grænsen og fungerer som andetsprog i store dele af Central- og Østeuropa.

Det er et alvorligt kultur- og kompetencetab, at to store europæiske sprog, som tidligere var en del af de fleste nogenlunde veluddannede danskeres kulturelle bagage – er blevet sjældne sprog i Danmark.

Noget lignende kunne man i øvrigt sige om den danske skoles, og de danske mediers, forhold til svensk og norsk sprog og kultur.

Troen på, at engelsk, og kun engelsk, er danskernes nøgle til verden, giver sig også udslag i en tendens til, at danske højere læreanstalter i voksende omfang udbyder deres kurser på engelsk i stedet for dansk.

Det gør de for at trække udenlandske studerende, lærere og forskere til Danmark, men også for at træne de danske studerende i at beskæftige sig med deres fag på engelsk og for i højere grad at integrere de danske forsknings- og undervisningsmiljøer i de internationale sammenhænge.

Det er udmærkede formål, men sådan som ideen praktiseres på mange læreanstalter, og ikke mindst sådan som det tegner til, at den vil blive praktiseret, hvis der ikke bliver sat en stopper for læreanstalternes bevidstløse anglificeringsiver, får brugen af engelsk alvorlige skadevirkninger.

Enhver, der har prøvet at undervise eller at blive undervist på et sprog, som hverken er lærerens eller de studerendes bedste sprog, bør vide, at det ikke fremmer tilegnelsen af stoffet eller dybden af diskussionerne.

Ved at undervise på et fremmedsprog forvandler man sproget fra undervisnings- og refleksionsredskab til endnu en forhindring, som skal overvindes, ud over de vanskeligheder, som stoffet i sig selv frembyder.

Det betyder naturligvis ikke, at dele af undervisningen på sprogfagene ikke skal foregå på de pågældende sprog, eller at man ikke også på andre fag med stor fordel kan have særlige kurser på fremmedsprog – med udenlandske lærere eller med danske lærere, der virkelig mestrer det pågældende sprog på det fornødne niveau.

Sådanne kurser kan tjene til at sikre en undervisning, som ikke kan leveres af danske lærere, til at styrke de danske studerendes sproglige kompetencer og altså til at tiltrække udenlandske studerende.

Men det er en stor og farlig fejltagelse at tro, at man, sådan som sprogkundskaberne er i øjeblikket og vil være langt frem i tiden, kan lade danske lærere undervise danske studerende på andre sprog end dansk, uden at det går ud over den faglige kvalitet.

Og det er nu engang kvaliteten, der må være magneten.

Når begavede unge mennesker fra hele verden hvert år flokkes til Oxford, Harvard, MIT osv., skyldes det ikke i første række, at undervisningen foregår på engelsk, men at den, bl.a. takket være meget store økonomiske ressourcer, er på et tårnhøjt niveau, og at de studerende får adgang til interessante miljøer og netværker.

Det kan måske lyde, som om jeg ikke bryder mig om engelsk. Det er naturligvis ikke tilfældet.

Jeg er ikke i tvivl om, at det i vore dage er af afgørende betydning at beherske engelsk, og helst på et markant højere niveau end det, der er almindeligt i Danmark.

En stor del af verdens befolkning har forskellige slags engelsk som modersmål, verdens eneste politiske, militære, økonomiske og kulturelle supermagt er hovedsagelig engelsktalende, og man kan efterhånden handle og forhandle med det meste af verden på engelsk.

Det er bare ikke hele sandheden. Man kan nemlig handle og forhandle og i det hele taget omgås langt nemmere og bedre og mere fordelagtigt, hvis man kender hinandens sprog og de kulturer, som sprogene repræsenterer.

Man undgår nemmere fejl og misforståelser, hvis man kender hinandens sprog og ved, hvad de udtrykker, og hvad de dækker over.

Engelsk er et udmærket lingua franca til mange formål, men det er en fejl at tro, at man ’forstår’ franskmænd, italienere, spaniere, rumænere, tyskere, arabere, afghanere, tyrkere, somaliere, russere, osv., bare fordi man kan tale engelsk med dem.

Et lingua franca giver kun et overfladisk indblik i modpartens kultur og tankegang. For at forstå dem rigtigt må man sætte sig ind i det sprog, som hører til dem.

Det er umuligt at forudsige, hvilke sprog der vil blive relevante om blot få år – ingen sprog kan på forhånd betragtes som irrelevante, selv om ikke alle naturligvis vil være lige relevante eller relevante af de samme grunde.

I de senere år har vi gang på gang set, at der pludselig er opstået behov for – i Danmark eller i mere eller mindre fjerne udlande – at tale med folk, som man indtil kort forinden aldrig ville have troet, at danske læger, sygeplejersker, socialrådgivere, politifolk, soldater, nødhjælpsarbejdere, embedsmænd, entreprenører, forretningsfolk, fagforeningsfunktionærer, teknikere osv. ville have brug for at kommunikere med.

Kinesisk trænger sig på i disse år. Der er ingen tvivl om, at behovet for kendskab til kinesisk sprog og kultur på professionelt niveau vil være stigende i de kommende år.

Men man behøver ikke se så langt ud i verden for at få øje på sprog, som trænger til at blive lært af danskerne. Eller rettere sagt, som danskerne trænger til at lære.

Jeg har nævnt tysk og fransk og de nordiske nabosprog, men man burde også interessere sig for de øvrige europæiske sprog.

De repræsenterer markeder og kulturer – litteraturer, filmkunst, popmusik, poesi og meget mere – og politiske og økonomiske samarbejdspartnere, som man kunne få langt større gavn og glæde af, hvis man kendte deres sprog.

I Danmark har det udmærkede ord ’tosproget’ absurd nok fået en negativ klang, fordi man i de seneste ti års tid har brugt det som mere eller mindre politisk korrekt samlebetegnelse for en lang række mere eller mindre reelle og mere eller mindre alvorlige integrationsproblemer, hvoraf kun nogle har at gøre med sprog.

Og de af problemerne, der har at gøre med sprog, har ikke at gøre med tosprogethed i den oprindelige og – synes jeg – eneste fornuftige betydning af ordet, altså at en person behersker to forskellige sprog tilnærmelsesvis flydende.

Den nye brug af ordet ’tosproget’, som dækker over en bred vifte af mulige integrationsproblemer, gør en situation, som helt oplagt burde være en fordel – nemlig at en del af den danske befolkning kan mere end et sprog hjemmefra – til et problem.

Men ikke nok med dét, den skjuler også det virkelige problem, nemlig at mange børn og unge med indvandrer- og flygtningebaggrund ikke behersker dansk godt nok eller hverken behersker dansk eller deres forældres sprog godt nok.

Det er et alvorligt problem, som man naturligvis skal gøre noget alvorligt ved, bl.a. ved at støtte dem i at vedligeholde og udvikle deres andet – eller, om man vil, første – sprog. Fordi det fremmer indlæringen af dansk, fordi det styrker deres intellektuelle udvikling og identitetsdannelse, og fordi sprogkundskaber og det udsyn, der følger med dem, er en potentiel ressource for dansk erhvervsliv og for det danske samfund som helhed.

Ud fra en sprogpolitisk betragtning er den nok eneste gunstige virkning af den gymnasiereform, som nu heldigvis ser ud til at blive reformeret, så fremmedsprogene får lidt mere plads, at den åbnede mulighed for at indføre tyrkisk og arabisk på A-niveau.

Det vil kunne motivere flere elever med den baggrund til at blive i uddannelsessystemet, og det ville bestemt heller ikke være nogen skade til, hvis flere danskere beherskede disse to store kultur- og handelssprog.

Flersprogethed er en væsentlig ressource for det enkelte menneske, for virksomhederne og for samfundet.

Det er der helt indlysende praktiske årsager til – jo flere sprog, man kan på et ordentligt niveau, desto nemmere er det at tale med folk i andre lande, at forstå deres kultur og at bevæge sig på tværs af landegrænserne, hvad enten man gør det i virkeligheden som turist, som studerende eller for at arbejde – eller i den virtuelle verden, siddende i en lænestol med en bog på et andet sprog, i en biograf, der viser film, som ikke lige er produceret i Hollywood.

Men der er også andre årsager, som har at gøre med det smukke slovakiske ordsprog, som Europakommissionen har valgt som motto for sit initiativ til fremme af flersprogetheden i EU: ’Hver gang du lærer et nyt sprog, bliver du et nyt menneske’.

Ikke alle sprog og kulturer har samme ordforråd, begrebsapparater og måder at tænke og udtrykke sig på. Det er blandt andet derfor, det er vanskeligt at lære sprog.

Men det er en nyttig vanskelighed. Alt, hvad der kan tænkes og udtrykkes på ét sprog, kan også udtrykkes på ethvert andet sprog.

Det er blot et spørgsmål om at finde ud af hvordan. Det er en nyttig træning i at tænke sig om og ikke mindst i at indse, at der er flere måder at gøre tingene på.

Det, man kender fra den ene kultur, bliver hele tiden sat i perspektiv og udfordret af den anden. Det er en praktisk træning i nuancering, i – som de siger på handelshøjskolerne – at tænke ’out of the box’.

Danske og europæiske virksomheder, det danske samfund og det europæiske, har en indlysende interesse i, at deres medarbejdere og borgere er i stand til at se ud over deres egen kultur, og at de i det hele taget er trænet i at anskue ethvert emne fra så mange sider som muligt og i at tænke på andre måder end de gængse.

Forbedrede engelskkundskaber er et nødvendigt skridt i den rigtige retning, men det er ikke nok.

Jeg har ofte haft lyst til at foreslå, at der dannes en Dansk Forening Til Fremme af Flersprogethed – hvem ved, måske kunne man få den flersprogede kronprinsesse til at være dens protektor.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden