Med regeringens beslutning om ikke at kriminalisere kunder til sexkøb må vi desværre konstatere, at regeringen ikke har ønsket at sætte handling bag ordene. Det er skuffende, at regeringen på så vigtigt et værdipolitisk område ikke har villet sætte en ny kurs. Vi har i den seneste uge lyttet til de argumenter, der er kommet fra regeringen. Vi har forsøgt at begribe, hvordan et så stærkt politisk standpunkt kunne blive trukket tilbage. Men selv efter nøje at have gransket udmeldingerne fra regeringen står det klart for os, at det eneste, regeringen manglede, var det politiske mod til at gøre en reel holdningsbåret forskel på det her område. For mens vi naturligvis er enige i og bakker op om de sociale initiativer regeringen trods alt ønsker at søsætte i forhold til prostitution, ville en kriminalisering af kunderne være et langt mere tydeligt signal til det danske samfund, end nogen kampagne nogensinde vil kunne være.
DEBATRegeringen havde alligevel ikke nosser til et opgør med sexkøberne Regeringstoppen har tilsyneladende lagt hele sin politiske handlefrihed i hænderne på Straffelovrådet, der ikke finder, at en kriminalisering af kunder til prostitution ville mindske udbredelsen.


