Kvalitetssikring, kontrol, rejsehold, nationale test og 360 graders undersøgelse. Folkeskolen er til debat, og ambitionerne står i kø. Som den engelske uddannelsesforsker Harry Torrance har udtrykt det, bliver trangen til kontrol stærkere, jo mere usikre vi bliver på vores omverden. Test og kontrol er en forventelig reaktion på usikkerhed. Og om det gælder sikring af den økonomiske vækst, samfundets overlevelse, elevernes privatøkonomi eller seksualliv, så skal folkeskolen helst stå parat med svar og redskaber.
Derfor er grundtanken i de nye kvalitetsstyringsinstrumenter følgende: ’Hvis vi udstyrer lærerne med forskningsmæssigt afprøvede undervisningsmetoder, så sikrer vi, at eleverne lærer det, de skal’. Men det virker dermed næsten, som om vi er begyndt at abonnere på utopier: Vi forestiller os lærerne som lydige aftagere af den viden, eksperterne producerer.


