Peter Kemp diskuterer i en Kronik (Pol. 24.1.) retspsykiatri og de retspsykiatriske opgaver. Knud Michelsen følger op med en Kronik 1.2. Udgangspunktet for begge Kroniker er mentalerklæringen om massemorderen Anders Behring Breivik, som to norske psykiatere har fundet sindssyg, lidende af paranoid skizofreni. Mentalerklæringen er på 243 sider, og af dem har Peter Kemp læst de 28, formentlig det afsluttende sammendrag samt diskussion og vurdering, som er publiceret. På det grundlag – hvor han altså mangler at læse de resterende 215 sider – afviser han totalt diagnosen, faktisk mener han, at »Breivik er uhyggelig normal, når man ser bort fra hans politiske galskab«. Jeg har også kun læst de 28 sider, og på dette grundlag kan jeg uden besvær tilslutte mig diagnosen paranoid skizofreni. En af retspsykiatriens grundsætninger er, at psykisk sygdom kan medføre bizarre (eller med Peter Kemps ord, onde) handlinger, men bizarre (onde) handlinger er ikke nødvendigvis udtryk for psykisk sygdom. Kemp sammenligner Breivik med Hitler, Stalin, Mao og andre grusomme tyranner og finder, at Breiviks politiske galskab svarer til deres og altså ikke er udtryk for vrangforestillinger, det vil sige sindssygdom. Men vrangforestillinger karakteriseres ikke blot af, hvad man mener, men også af, hvordan man mener det. Karakteristisk er her den omvendte logik, hvor konklusionen er givet og alle præmisser fortolkes i lyset af denne konklusion. Manden tror, konen er utro, og hælder kartoffelmel i vindueskarmen, så han kan se spor efter elskeren, når han er kravlet ind gennem vinduet. Om aftenen er kartoffelmelet der stadig, og nu har manden det endelige bevis – der er nemlig hældt nyt kartoffelmel i vindueskarmen. Breivik argumenterer på samme måde; f.eks. mener han, at der er borgerkrig i Norge, og da han elsker sit land, myrder han 77 mennesker, hvilket beviser, at der er borgerkrig i Norge. Han finder det sandsynligt, at han bliver ny regent i Norge og vil så tage navnet Sigurd Korsfareren II. Mon ikke de fleste vil kalde sådanne ideer vrangforestillinger af storhedskarakter? Breivik mener at være ideologisk leder af organisationen Knights Templar, som bl.a. er både en »martyrorganisation« (hvad han så mener med det), dommer, jury og bøddel, og han har derfor ansvaret for, hvem der skal leve og dø i Norge. Men norsk politi har endegyldigt slået fast, at der overhovedet ikke eksisterer en sådan organisation eller blot gruppe. Han angiver, han har givet 5 millioner kroner til »kampen«. Men så mange penge har han aldrig ejet, og de sidste fire år før udåden levede han på nas hos moderen, som købte ind, lavede mad, gjorde rent og vaskede hans tøj. Han ville ikke engang modtage offentlig hjælp. Han levede i disse år i tiltagende grad socialt isoleret, han lavede dag om til nat, han blev optaget af smitte, og han meddelte sin praktiserende læge, at han gik med mundbind indendørs. En sådan noget aparte adfærd ses jævnlig hos skizofrene patienter i debutfasen. I Peter Kemps optik bliver det til, at Breivik var uden kontakt med kvinder, men, skriver Kemp, det gør ham ikke sindssyg. Nej, men den manglende kontakt til kvinder er en følge af den sociale isolation, og det er den, der er værd at nævne. Breivik har fra 2009 haft tanker om at blive overvåget og aflyttet, hvad han – desværre vil nogle måske mene – ikke blev. Altså vrangforestillinger af forfølgelseskarakter. Han vil ikke udtale sig om eventuelle hørelseshallucinationer, med den begrundelse at hans kommunikationsform med meningsfællerne er hemmelig. Men der er jo ingen at kommunikere med, Knights Templar eksisterer ikke.

Det er naturligvis ikke noget bevis på, at Breivik er hallucineret eller oplever influensfænomener, men jeg ville bestemt også medtage det i en mentalerklæring. Han har imidlertid også oplyst, at han ved, hvad andre tænker, og det er et psykotisk symptom, som ofte ses hos skizofrene patienter. Peter Kemp synes ikke helt at have forstået, hvad neologismer (ordnydannelser) betyder i psykiatrien, når han skriver, at Breivik frembyder neologismer, men det gælder også filosoffer og psykiatere. Filosoffer, psykiatere, murere og alle andre erhvervsgrupper har et fagsprog, og når faget udvikler sig, må der dannes nye ord, der dækker de nye landvindinger. Dette er et fagsprog, som fagets udøvere forstår, men som andre ofte ikke forstår. Neologismer er ord, som personen selv konstruerer, og som tillægges en ganske særlig betydning, som andre mennesker ikke umiddelbart forstår. Tæt forbundet hermed er såkaldt privat sprogbrug, hvor personen anvender sprogets almindelige ord på en privat måde, altså tillægger dem en betydning, som ikke deles af andre. Begge symptomer ses ofte hos skizofrene patienter, og Breivik demonstrerer en mangfoldighed af begge. Der er andre symptomer, der ofte ses ved skizofreni, og som Breivik ikke frembyder, men som Knud Michelsen nævner, bygger den diagnostiske vurdering i psykiatrien og undertiden også i andre dele af lægevidenskaben på en fortolkning og vurdering af »et bredspektret symptombillede«. De norske retspsykiatere, den norske Rettsmedisinske Kommisjon (som på mange måder svarer til det danske Retslægeråd) (og jeg selv) finder altså, at det samlede symptombillede viser, at Breivik lider af paranoid skizofreni. Det er en rent faglig vurdering, som bygger på WHO’s internationale diagnosemanual, ICD-10, her endog ’research criteria’. Det er muligt, at ikke alle vil lade sig nøje med de diagnostiske kriterier i ICD-10, som Knud Michelsen skriver, men hvad skal man sætte i stedet – Kemps tågede tanker om ikke at kunne kommunikere sammenhængende med andre og føle sig uden for menneskelig tid og rum? Sit varme hjerte (som Michelsen synes at mene)? Gætteri? Iskold hævnfølelse? Peter Kemp bebrejder de to norske retspsykiatere, at de »... ikke har gjort sig de ringeste overvejelser over de politiske, sociale og moralske perspektiver, der ligger i at erklære ham (Breivik) sindssyg ...«. Det kan da aldrig være retspsykiaterens opgave at inddrage disse forhold i en mentalundersøgelse. Skulle man undlade at diagnosticere en tiltalt som sindssyg af moralske grunde? Eller skulle man diagnosticere en rask som sindssyg af politiske grunde? I Sovjetunionen blev politisk besværlige diagnosticeret som lidende af skizofrenia reformatorika. Det er naturligvis samfundet, der må drage de politiske, sociale og moralske konsekvenser af, at en kriminel er sindssyg. Her i landet manifesterer dette sig i straffelovens paragraf 16, styk 1. Først tager retten stilling til skyldsspørgsmålet uafhængigt af personens psykiske helbredstilstand. En sindssyg person bliver fundet skyldig efter præcis den samme målestok som en ikkesindssyg. Peter Kemp skelner mellem fysisk skyld og moralsk skyld og mener, at den syge ikke er moralsk skyldig, fordi han fritages for straf. (Der er ikke noget, der hedder ’strafegnet’, ’uegnet til straf’ eller lignende). Mon ikke oplevelsen af moralsk skyld er et personligt anliggende? Igennem et langt liv som retspsykiater har jeg i hvert fald mødt mange kriminelle, der overhovedet ikke var sindssyge, og som overhovedet ikke følte nogen moralsk skyld – det er ikke min skyld, det er samfundets skyld – og omvendt mennesker, der var tynget af den kriminalitet, de havde begået i psykotisk tilstand. Når skyldsspørgsmålet er afgjort, kommer sanktionen, og to betingelser skal være opfyldt for straffrihed – den dømte skal for det første være sindssyg, det afgør retspsykiateren, og for det andet skal han pga. sindssygdom være utilregnelig, det afgør retten. Hermed får retten det sidste ord, hvilket efter min opfattelse også er helt korrekt – det skal bestemt ikke være psykiateren, der afgør, om en kriminel skal være straffri. I stedet for straf idømmes den syge en psykiatrisk særforanstaltning. Bestemmelser om, at sindssyge er straffri, er ikke just af ny dato. I romerretten hedder det (lex 14D1, 18): »(Sinds)sygdommen bærer straffen i sig selv ( cum satis furore ipso puniatur)«. En mand var sigtet for at have slået sin moder ihjel, og i Romerriget var drab inden for familien belagt med en grusom dødsstraf. Guvernøren i den provins, hvor drabet havde fundet sted, havde imidlertid mistanke om, at gerningsmanden var psykisk syg og spurgte så kejseren, Marcus Aurelius (kejser 161-180 efter Kristus) – også kendt som filosof – hvad han skulle gøre. Marcus Aurelius svarede, at gerningsmanden skulle grundigt undersøges af en læge, og var gerningsmanden sindssyg, skulle guvernøren ikke tænke på straffen, thi »... sygdommen bærer straffen i sig selv«. Marcus Aurelius tilføjede, at den syge drabsmand selvsagt skulle overvåges, så han ikke begik ny kriminalitet. Og det er præcis, hvad vi gør her i landet – vi straffer ikke en psykisk syg, men vi dømmer til behandling – ambulant eller under indlæggelse – med det formål, at den syge skal få det bedre og hermed undlade at begå ny kriminalitet. »Videnskaben kan ikke afskaffe det onde«, skriver Kemp. Nej, naturligvis hverken kan eller skal videnskaben (psykiatrien) afskaffe det onde. Breivik har foretaget onde handlinger, det er indiskutabelt. Men er han så et ondt menneske? – han er under alle omstændigheder et sygt menneske. Retspsykiateren skal stille den bedst mulige diagnose uafhængigt af kriminalitetens art. Den diagnose, der stilles ved en mentalundersøgelse, bygger på præcis de tegn og symptomer, som anvendes ved al anden psykiatrisk diagnostik, og grov – eller ’ond’ – kriminalitet indgår ikke i den vurdering. Der eksisterer ingen særlig retspsykiatrisk diagnostik.