Det sker hvert år, og det er sket igen i år: Vinteren kommer bag på hospitalsvæsnet. Og det er alvorligt, for i vores verden betyder vinter brækkede ben, faldepisoder, flænger i hovedet og kælkeulykker. Vi har også influenza, astma, rygerlunger, lungebetændelser, mave-tarm-infektioner og meget andet godt. Og hver eneste vinter betyder det overbelægning på de danske hospitaler. Det kommer egentlig ikke bag på os. Vi ved det godt, vi gør bare ikke så meget ved det på forhånd. I januar har diverse medier rapporteret fra flere forskellige akutmodtagelser landet over – og det ser skidt ud. Patienterne sidder nærmest på skødet af hinanden i venteværelserne, ligger stuvet sammen side om side i hver sin seng i store åbne behandlingsarealer, ligger på gangene i afdelingerne – lidt ubekvemt, når personalet undertiden skal ind i skabene, men dog, så portøren lige kan passere med den næste patient.
Og så har vi brandvagter til at sikre, at brandmyndighedernes reglement overholdes – bevares, det skal selvfølgelig være i orden. Heldigvis, hvis man kan tillade sig at sige det, ser vi læserbreve i lokalaviserne, hvor patienter eller pårørende beklager sig over de forhold, der bydes patienterne. Og vanen tro ser vi også hospitalsdirektører, der er fremme i medierne og undsige forholdene lige præcis dér, hvor de selv ’regerer’. I år giver vi vist mest skylden til influenza og mave-tarm-infektioner, og dem har der da også været nogle stykker af, men det kunne lige så godt have været noget andet. Jeg undrer mig mest over, at det kommer bag på det danske hospitalsvæsen år efter år. Nogle hospitalsdirektioner gør noget – kalder ekstra mandskab ind, udøver deres ledelsesret og mønstrer læger, sygeplejersker, bioanalytikere, radiografer, portører etc. Sådan må det være – alle mand til pumperne, når skibet tager vand ind. Andre direktioner gør ingenting – jo, lægger planer for, hvis det skulle ske igen. Det siger lidt om overblikket og ansvarsfølelsen – og det er ikke lige stort alle steder, men det er lederpotentialet heller ikke. Heldigvis er der visse steder nogle afdelingsledelser, der selv kan finde ud af at gøre noget, men når hospitalerne er ved at blive lagt ned, skal der altså en overordnet og koordineret indsats til – ikke en indsats baseret på enkelte ledelsers indsigt. Indtil videre har mit fokus mest været på de ydre rammer – egentlig for at tage udgangspunkt i den kritik, der har været rejst i medierne gennem den sidste måned til halvanden. Det er jo nemt udefra at se, at der er travlhed, fyldte lokaler og patienter over det hele.
