Individualiseringen er over os.
Ikke mindst på arbejdspladserne, hvor den nærmest har karakter af ’intimisering’ – hvor der bliver gået helt tæt på den enkelte medarbejder. Personalepolitik, der tidligere var møntet på en samlet medarbejderskare, ændres til personpolitik rettet mod den enkelte medarbejders individuelle egenskaber og personlighed.
Vi bliver på denne måde mere og mere intime. Alle individuelle facetter må inddrages: Vi forventes ikke blot at opfylde en særlig jobfunktion og besidde nogle specifikke faglige kvalifikationer. I dag er det i høj grad de personlige egenskaber, der bedømmes og belønnes. Det personlige er blevet arbejdspladsrelevant. Det private er blevet offentligt. Og det er værd at bemærke sig, at denne intime tilgang til medarbejderne er blevet ganske sofistikeret: Ledelsen spiller her på flere tangenter for at nå sit mål.


