Som småbørnsforældre i Danmark er det svært at slippe uden om at fejre julen.
Helt fra slutningen af oktober konfronteres man med de første julekalendere og sliksamlinger i butikkerne, og intensiteten stiger med fjernsynsudsendelser, julepynt og institutionsaktiviteter indtil kulminationen juleaften. For nogle familier er dette ganske uproblematisk. For andre er det ikke helt enkelt at forholde sig til hvordan, med hvem og hvor meget julen skal fejres. Til den sidste gruppe hører blandt andet landets muslimske forældre, som ikke nødvendigvis finder det givet, at julen er en essentiel højtid. Holdningen til, hvorvidt man som muslimsk familie skal fejre jul i Danmark, varierer fra familie til familie, og den afhænger af mange forskellige overvejelser. Først og fremmest skelner mange forældre mellem at holde jul i hjemmet og deltage i aktiviteter i det offentlige rum, primært børnenes institutioner. Intet problem i risengrød og juleklip Har man for eksempel børn i børnehave, vil pædagogerne typisk arrangere en række aktiviteter i løbet af december måned. Der åbnes julekalender, klippes julepynt, fortælles julehistorier og synges julesange. Man spiser måske også risengrød og bager småkager, og der er som regel en julefest i børnehaven, hvor de store børn går Santa Lucia, og hvor børn og forældre klipper julepynt eller danser om juletræet. Langt størstedelen af de muslimske arabiske forældre, jeg som antropolog har udført feltarbejde blandt, ser intet problem i, at deres børn deltager i denne type aktiviteter. De ser deltagelse i børnehaven som et middel til inklusion. I første omgang betragtes deltagelse som et middel til at inddrage børnene i børnehavens fællesskab, fordi de skal have det godt med deres børnehavekammerater.
