Den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, truer nu med at udråbe den palæstinensiske stat på Vestbredden og i Gaza under navnet Palæstina – med Østjerusalem som hovedstad. Jeg bruger bevidst ordet truer; for en ensidig erklæring af Palæstina – efterfulgt af en vestlig anerkendelse af staten – vil blive en katastrofe for alle parter: for de palæstinensiske arabere, for de israelske jøder, for de israelske arabere og for israelerne på Vestbredden. Dette skrives ikke, fordi jeg gør mig nogen forhåbninger om at kunne standse processen. Det skrives ej heller, fordi jeg tror at kunne forhindre, at Danmark hurtigere end vinden anerkender staten.
Nej, jeg skriver det af fortvivlelse over, hvad der foregår. For udkommet er givet på forhånd: først jubel, krydret med tilførsel af hundredvis af milliarder fra EU, så en blodig borgerkrig – og dernæst, når vinderen er fundet, et fornyet og forstærket pres på Israel for at opgive resten af ’det besatte Palæstina’ til fordel for en helhedsstat med muslimer, jøder og kristne, som så vil kunne leve i fred og samdrægtighed. Presset på Israel vil så blive fulgt af attentater og bomber. Herefter vil Israel lukke grænsen til sin nye nabo og foretage straffeaktioner, hvilket vil få Palæstinas regering til at skaffe sig våben til det endelige opgør med den jødiske stat. Sådan vil det gå. Vi ved det vel alle et eller andet sted. Og desuagtet har vi allerede sat autopiloten til. Mens israelerne generelt har vænnet sig til tanken om en palæstinensisk stat – og langt de fleste vil gerne betale den pris for fred og sikkerhed – er den palæstinensiske indstilling anderledes.
