På ottende år er Danmark i krig, og i krig er sandheden det første offer. Mange vil mene, at Danmark er en besættelsesmagt. En så alvorlig sag for et land, der selv har oplevet den illegitime besættelse under tyskerne, er aldrig blevet diskuteret i Danmark, heller ikke 9. april i år, hvor man mindedes 70-året for den tyske besættelse.
Her glorificerede man modstandskampen i Danmark, fordi man anså det for en ret og nationens stolthed, uanset de ofte hårdhændede måder og midler som modstandsbevægelsen nu engang gjorde brug af. For enhver nation betragter det som sin ret at bekæmpe besættelse, og den afghanske er på ingen måde undtaget. Afhængigt af omstændighederne veksler den danske regering mellem to argumenter, som man oftest bombarderes med af fortalere for krigen. Det første er, at krigen i Afghanistan og den danske deltagelse er til for at sikre de danske borgeres sikkerhed. Som den nuværende danske udenrigsminister sagde: »... nogle gange starter vores frihed langt væk fra Danmark«. Det her ligner til forveksling et af argumenterne, som Sovjetunionen brugte, da de besatte Afghanistan og udtalte, at det var en »trussel for Sovjetunionens sikkerhed«. Og logikken om, at hvis man forlader landet, vil det falde i hænderne på voldelige fanatikere, er absurd, især når det kommer fra besættelsesmagter, der fanatisk har været årsag til titusinder af civile drab og spredt terror og rædsel i landet. Det andet argument, der bruges som rationale for at besætte landet, er, at man er i Afghanistan for at befri landet fra undertrykkere og skabe demokrati samt fremgang.
