Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er ikke studenterhuen, der trykker hos mine kammerater«

Vil du som kommende gymnasieelev ikke genoverveje, om du brænder for det?, spørger 3. g'er.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ud af en årgang på 400 gymnasieelever smides sommetider kun i alt fire elever ud.

Skal det ses som et udtryk for, at så mange elever er velegnede til gymnasiet og samtidig behersker så stor selvdisciplin, at de deltager i samtlige timer og afleverer samtlige opgaver?

Næppe. Det er ikke studenterhuen, der trykker, men derimod økonomien.

Det er snart ved at være studentertid. Huen er betalt, skoledagene talte. De sidste opgaver skal laves og den obligatoriske lastbiltur planlægges. Men alligevel er det ikke studenterhuen, der trykker på alle gymnasiernes elever.

Rundt om på landets gymnasier går der elever rundt, der ikke tager andet med fra gymnasiet end minder om weekendernes drukture og smøgerne i pausen.

Regeringen lavede for år tilbage den målsætning, at 95 procent af landets ungdom skulle tage en ungdomsuddannelse. Som bekendt er målsætninger altid lettere sagt end gjort.

Folkeskolen.dk melder, at en manglende procentdel på 17 i dag ikke får taget en ungdomsuddannelse. Men i stedet for kvantiteten bør man se på kvaliteten af gymnasieelevernes udbytte.

Det er ikke nok at tage en ungdomsuddannelse. Det kan man nemlig gøre uden en dybere indsats på nogle gymnasier ved blot at fremmøde. Ingen fokuserer på det manglende udbytte.

Man kan have nok så mange timer, men alligevel et meget lille udnytte, hvilket desværre ikke altid afspejler sig i resultatet – karaktererne. Man kan så at sige uden videre komme igennem gymnasiet ved at præstere sit absolutte minimum, uden at det får den mindste konsekvens.

Men det egentlige problem er, at nogle elever – for ikke at sige mange – tabes på vejen. Som den 17-årige gymnasieelev Lotte Foged i anden sammenhæng skrev i sit tidligere debatindlæg på Politiken:

»Det er ikke en ekspertudtalelse, og jeg har ingen fine målinger. Jeg ved det, for jeg ser det hver eneste dag«.

LÆS INDLÆG

Det samme er gældende for mine udsagn om elever, der tabes på deres vej i gymnasiet.

Gymnasiet er i dag en almen ungdomsuddannelse. Den danske kultur bedyrer, at alle helst skal gå efter det samme, det sikre, hvilket også tydeligt afspejles på de danske gymnasier. Efter folkeskolen drager mange derfor i stigende grad videre mod gymnasiet, for hvad ellers?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samfundet er i dag både smalt og bredt på samme tid: Man har efter en ungdomsuddannelse et hav af valgmuligheder, næsten for mange til at kunne vælge. Mens størstedelen efter folkeskolen ikke har særlig mange valgmuligheder, og hvad nu, hvis de tilgængelige muligheder ikke passer til én?

Så gør man som nogle af mine gymnasiekammerater: Tager på gymnasiet alligevel, går rundt i 600 skoledage og forsøger at komme så let igennem som overhovedet muligt.

Min undren lyder på, hvordan det kan lade sig gøre, at unge kan få en studenterhue uden så meget som at have læst en bog i gymnasiet. Uden så meget som at have sagt et eneste frivilligt ord i undervisningen. I samtlige af et gymnasieforløbs omkring 600 skoledage.

Svaret findes i regeringens betaling til gymnasierne for hver elev, der dimitterer. Det er ikke sjovt at have et knebent budget, det har vi som gymnasieelever om nogen erfaret. Derfor tøver gymnasierne med at bruge sanktioner over for elever, der har alt for meget fravær og for få evner.

Gymnasierne smider altså uhyre sjældent elever ud, da det vil gå ud over budgettet. Og det gør som bekendt ondt, og derfor kommer der snart til at gå unge rundt med en studenterhue på hovedet, uden at de har gjort sig fortjent til den.

De bliver måske vore kommende børns skolelærere, sygeplejersker, eller hvad ved jeg. En halvhjertet indsats vil sjældent give et fyldestgørende resultat, og det er bekymrende, fordi så mange alligevel kommer igennem de tre år på gymnasiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vil du som kommende gymnasieelev ikke genoverveje, om du brænder for det?



’Læring under eget ansvar’, hedder det i gymnasiet, men burde der ikke være grænser for, hvor vidt det begreb bør række?

Jeg kan derfor kun håbe, at de videregående uddannelser har andre standarder, for det her er pinligt. Det er helt igennem uacceptabelt, at man bruger så mange penge på en student, der i realiteten aldrig har gidet skolen, men aldrig har kunnet finde et alternativ. Det er både spild af folks tid og penge.

Burde der derfor ikke være en alarmklokke, der ringer? Er der ingen derude til at hanke op i disse elever? Nogen, der kan lytte og handle?

Min opfordring er derfor: Vil du som kommende gymnasieelev ikke genoverveje, om du brænder for det? En ting er lysten og engagementet til den kommende ungdomsuddannelse, en anden ting er evnerne.

Folkeskolelærere kunne måske passende tage vurderingen af, om eleverne er egnet til gymnasiet, op til revision, siden så mange fejler. Et håb vil være, at det ville reducere antallet af elever, der går tabt. Selv om dette antal selvfølgelig er så let at skjule bag computerskærmen, så længe elevantallet er lig med penge for gymnasierne.

Jeg vil pointere, at dette ikke er et personligt angreb på eleverne, men jeg mener, at både regeringen og dermed gymnasierne burde tage ved lære af ’kvalitet frem for kvantitet’, fordi hvor ville det dog klæde min generation.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden