Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har i sommerferien fået læst sig igennem antologien ’Friheden flyver’, som i maj udkom på Cepos’ forlag, og som jeg har haft fornøjelsen af at redigere. Antologiens mange forskellige bidrag forsøger at give eksempler på, at respekten for mangfoldighed, frihed og almindelig kreativ løssluppenhed ikke længere, hvis da nogensinde, forefindes på venstrefløjen, men er en borgerlig liberal kerneværdi, fordi man hos de blå traditionelt er skeptisk over for politisk kontrol og statslig ensretning. Nu har Johanne Schmidt-Nielsen også tidligere i andre interview anerkendt, at de grundlæggende frihedstanker vitterligt er vokset i den borgerlige have (alt andet ville også være noget idéhistorisk fusk), men alligevel mener hun (7.8.), at mangfoldighed og frihed hører venstrefløjen og ikke højrefløjen til.
LÆS BLOGNæste valg handler om frihed Som eksempler nævner hun, fri hash, adskillelse af kirke og stat samt retssikkerheden for almindelige mennesker. Her har den borgerlige lejr svigtet. Og her er jeg ganske enig med Enhedslistens ordfører. På disse områder præges den borgerlige regering af statskonservative holdninger, hvor man generelt frygter forandring og derudover har en lettere autoritær forestilling om, hvad staten skal og må gøre. Mit eget, Cepos’ og ’Friheden flyver’s udgangspunkt er derimod klart liberalt. Det forudså Johanne Schmidt-Nielsens indlæg i øvrigt også, at jeg ville indvende, så den lader vi foreløbig ligge her. Men der sker også noget andet interessant i ordførerens indlæg, som jeg har observeret flere gange, når man prøver at udfritte venstrefløjen om et frihedsbegreb: Frihed bliver det samme som lighed. Argumentet er, at når folk er ulige, har de færre muligheder end andre, og derfor bliver de mindre frie. Men Schmidt-Nielsen glemmer i den forbindelse, hvad det er for midler, staten så må tage i brug for at opnå den tvungne lighed.
